Musikalsk fortælling i tegl, beton og træ

Da Jørn Utzon i 1968 fik til opgave at tegne en ny kirke i Bagsværd, spurgte han præsten: ’Hvordan laver man et helligt rum?” Præsten svarede: ’Man laver ikke et helligt rum, det er noget man indvier. Det kan være hvor som helst, - det kan f.eks. være under et træ.’ Dermed fik Utzon frie hænder til at skabe et mesterværk uden sidestykke i moderne dansk arkitektur.

Troldtekt, Aarhus valgmenighed
Foto: Thomas Mølvig, architect

I Åbyhøj er der opført en ny kirke for Aarhus Valgmenighed. Her er der heller ikke tale om en traditionel kirkebygning, men mere et uformelt forsamlingshus for mennesker, der deler den samme tro og de samme værdier. Udefra er bygningen en flot skulptur i røde tegl og med mange fine detaljer i murværket. Der er anvendt såkaldte Flexstone, som har et alternativt format, der med sin mindre højde, gør det muligt at få forbandtet til at gå op på alle leder og kanter.

Det er arkitekt m.a.a. Kjeld Ghozati fra E+N Arkitektur, der har tegnet den nye kirkebygning. Kjeld Ghozati er stærkt inspireret af Utzon. Både hans innovative tilgang til byggeteknik og hans principper for at skabe udtryksfulde konstruktioner gennem små variationer af identiske elementer. Kjeld Ghozati kalder det med sit eget udtryk for ’musisk strukturalisme’. Formatet Flexstone er også hans opfindelse.

Den store fortælling

Kirkesalen stod færdig i 2010. Selve kirkerummet er egentligt temmelig råt i sit udtryk. Især i de første år efter opførelsen var det næsten asketisk som en højloftet lagerhal. I 2015 blev der tilføjet en bred limtræsbalkon med ekstra siddepladser på 1. salen, og her er der også indrettet et undervisningslokale.

De rå betonkonstruktioner blødes op af Troldtekt akustikplader i farven lys natur, der også har integreret belysning. Mellem pladerne er der trælister for at bryde monotonien og raffinere udtrykket.

Maleriet ”Den Store Fortælling” af Arne Haugen Sørensen blev afsløret i 2017 i forbindelse med Aarhus som Europæisk kulturby hovedstad. Rummet fremstår således først nu, som tegnestuen havde tænkt det fra begyndelsen.