Idræt, tilgængelighed og smuk arkitektur

Det er sjældent man oplever en så fin harmoni mellem bygninger og natur som her i det vellykkede Musholm Bugt Feriecenter. Den seneste udbygning er tegnet af AART, og den sætter nye standarder for idræt i kombination med tilgængelighed og rumlig harmoni. Bygget i beton og beklædt med zink og cedertræ, der vil patinere flot i sølvgrå nuancer.

Troldtekt, Musholm Feriecenter
Foto: Thomas Mølvig, architect & Jens Lindhe

Multihallens arkitektoniske kvaliteter er allerede bemærket internationalt. Her i sommeren 2016 er projektet udstillet på Biennalen i Venedig, og bygningen har været nomineret til WAN Sport in Architecture Award 2016. Det er en pris der hædrer verdens bedste stadiums og sportscentre. Musholm var blandt de syv bedst placerede og juryen skrev bl.a.: ”Det er et fremragende projekt. Det er smukt integreret i landskabet, og som et sted for mennesker med handicap gør det lige præcis, hvad det skal, og på elegant vis.”

Ved hovedindgangen kan man fordele sig til enten restauranten og boligerne, der ligger orienteret mod kysten eller den cirkulære multihal. Hallens første store rum i stueplan er også velegnet til konferencer eller performance af forskellig karakter. En svagt stigende rampe i bygningens periferi giver adgang til de højere liggende niveauer. Her er der endnu en meget stor idrætssal, der kan opdeles med foldevægge. Her kan klatres, svæves i tovbane og dyrkes idræt i alle afskygninger.

Kvadratiske ovenlys giver salene et levende dagslys. De akustiske lofter kunne i princippet godt have været mere anonyme flader, men arkitekterne har bevidst valgt at give dem en langt mere karakterfuld udformning. De nedhængte Troldtektlofter danner tilsammen et kuperet landskab, som er garneret med retlinede mønstre i form af kraftige trælister. Desuden er belysningen smukt integreret i helheden. Helheden er en elegant løsning, der behager både øjne og ører.

Projektet er realiseret med støtte fra Arbejdsmarkedets Feriefond, Realdania, A.P. Møllers & Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til Almene formål, Slagelse Kommune og Muskelsvindfonden.