Designloft giver bedre akustik og arbejdsmiljø

Dårlig akustik generede medarbejderne hos Wacker Neuson, der producerer og forhandler entreprenørmaskiner. Designløsningen Troldtekt line blev den elegante løsning på problemet.

Lydabsorberende træbetonplader fra Troldtekt anvendes ofte som akustikloft i kontorlokaler
Foto: Tommy Kosior, Troldtekt A/S

Mange kontoransatte kender det – larmen i det åbne kontorlandskab er til tider altoverdøvende, når kollegaer taler med hinanden på tværs af kontoret eller med kunder i telefonen.

Det kan koste ekstra sygedage og tabt produktivitet, har blandt andet en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø vist. 

Støjniveau løb løbsk

En af de virksomheder, der stod med et akut akustikproblem, var Wacker Neuson, der er en international producent og forhandler af entreprenørmaskiner med afdelinger i Fredericia og Roskilde.

– På vores hovedkontor i Fredericia har vi seks til otte medarbejdere, der sidder i et åbent kontorlandskab og taler en stor del af arbejdsdagen i telefon med kunder. Det var uhensigtsmæssigt og uproduktivt, at vi sad oveni hinanden på det åbne kontor med gipslofter, der reflekterer lyden frem for at absorbere den.

– I vores tidligere kontormiljø var der en tendens til, at medarbejderne talte højere, så kunden i den anden ende kunne høre noget, og dermed steg støjniveauet yderligere, fortæller Allan Nissen, der er Site Manager hos Wacker Neuson i Danmark.

Troldtekt afhjælper problemer

For at afhjælpe lydproblemet rettede ledelsen hos Wacker Neuson blikket mod den nye designløsning Troldtekt line. Loftet kunne dels afhjælpe akustikproblemet, dels tilføre kontoret et elegant udtryk i forbindelse med en planlagt renovering. Troldtekt line er en akustikplade med langsgående spor, der er fræset i overfladen. Det giver et sømløst udtryk, hvor sporene fortsætter hen over den samlede flade.

Hos Wacker Neuson er hvidmalet Troldtekt line monteret på et skrånende loft i det åbne kontorlandskab, mens der i mindre kontorrum er valgt klassiske Troldtekt akustikplader – også i hvid. 

– Designet på de nye lofter er flot, og vi er alle enige om, at sporene i pladerne giver loftløsningen et eksklusivt udtryk, der passer godt til den samlede modernisering af kontoret. Samtidig kan vi konstatere, at loftet har indfriet den vigtigste forhåbning – nemlig at afhjælpe lydproblemet. Sammen med en forbedret lysløsning i loftet har det samlet set løftet arbejdsmiljøet markant, pointerer Allan Nissen.  

De karakteristiske spor i Troldtekt line, findes også i en række andre line-varianter blandt Troldtekts designløsninger.