En Troldtekt akustikplade består af træ og cement. Hos Troldtekt bruger vi udelukkende FSC® (FSC®C115450) og PEFC™-certificeret træ fra danske skove. Og vi er i gang med at udskifte traditionel cement med en ny CO2-reduceret cementtype.
Troldtekt akustikplader består af certificeret træ, som er en naturlig råvare, og cement udvundet fra den danske undergrund. De to ingredienser bliver til den originale træbetonplade med de unikke akustiske egenskaber.
Som råtræ bruger vi udelukkende rødgran fra danske skove. Dansk træ er en fornybar ressource, og der plantes mere, end der fældes. Træ er desuden en CO2-neutral ressource, fordi træet under sin opvækst optager lige så meget CO2, som der udledes ved pleje, fældning og transport.
For Troldtekt er certificeringen, herunder sporbarheden af træet, helt afgørende. Vi er fra 2020 certificeret efter begge de førende standarder for bæredygtig skovdrift: FSC og PEFC. Med de to certificeringer understøtter vi biodiversiteten i skovene i tråd med FN’s verdensmål nummer 15 om livet på land.