Ligesom bevægelse kan fremme børnenes indlæring, spiller skolens indeklima en stor rolle i forhold til børnenes evne til at koncentrere sig og optage ny viden. I designet af den nye tilbygning har der derfor været stort fokus på at fremme et godt indeklima.
– Det handler blandt andet om at sikre god ventilation. Her har vi valgt en løsning, hvor ventilationsmængden styres efter CO2-niveauer i lokalerne, fortæller Nanna Flintholm. Ligeledes kan vinduerne åbnes da undersøgelser viser, at folk er mere tilfredse med indeklimaet, hvis de har mulighed for at åbne et vindue, siger hun.
På samme måde kan dårlig akustik i skolen også påvirke indlæringen negativt, hvorfor der også har været stort fokus på at skabe god akustik, for eksempel ved brug af Troldtekt akustiklofter i alle rum.
– En skole skal kunne rumme mange børn og, ja, mange aktiviteter – både de udadvendte og larmende og de mere fordybende og stille aktiviteter, og det stiller særlige krav til akustikken, siger hun.
Lofterne bidrager også positivt til luftkvaliteten, fordi de ligesom mange af de andre materialer i byggeriet har lav afgasning. Og så vægter Troldtekt positivt i en række af de kriterier, der skal til for at opnå en DGNB-certificering.
Generelt er der til Skolen på Duevej valgt mange træbaserede materialer:
– Vi har vægtet robusthed i byggeriet. Skolen skal kunne tåle en høj grad af slid, fortæller Nanna Flintholm.
Det kan blandt andet ses på den nye tilbygnings facade, hvor cedertræs-lameller giver bygningen en smuk stoflighed, men også fungerer som solafskærmning.
– Cedertræ er dyrere end mange andre træsorter, men det patinerer smukt over tid, og der er ikke brug for nævneværdigt vedligehold, siger Nanna Flintholm og understreger, at en DGNB-certificering netop handler om at vægte forskellige hensyn – såsom totaløkonomi og miljøpåvirkning.