Sanselige materialer giver modspil til klinisk hvide laboratorier i DTU’s bygning 112

Hos DTU Sustain eksperimenterer forskere og studerende fra forskningsområdet Ressource Recovery med nye metoder til genanvendelse af ressourcer. I de avancerede laboratorier bearbejder bakterier og enzymer alt fra gødning og spildevand til bygningsaffald, så materialerne kan nedbrydes og sendes tilbage i et cirkulært ressourcekredsløb.

Den type forskning kræver naturligvis omgivelser, der kan matche og komplimentere den vigtige rolle i den grønne omstilling. Ambitionerne inden for bæredygtighed var derfor også i top, da DTU udbød opgaven med at opføre en ny bygning til DTU Institut for Miljø på Lyngby Campus.

– Bygning B112 er et fyrtårnsprojekt for DTU’s høje ambitioner for bæredygtighed og er blandt andet præcertificeret til DGNB Guld. For at træffe mere oplyste valg har vi foretaget adskillige livscyklusanalyser (LCA) og haft stort fokus på at sikre et lavt energiforbrug og et sundt indeklima, siger projektleder Tobias Wittenburg fra Christensen & Co.

Sammen med kollegaen Louise Gerner Rasmussen og resten af projektholdet har han tegnet den nye laboratoriebygning.

Resultatet er en fleksibel og højfunktionel bygning med et åbent udtryk, hvor store vinduespartier med trærammer tilfører masser af stoflighed og dagslys og giver et inviterende indblik til den banebrydende forskning. Den høje kvalitet har allerede sikret bygningen, hvis fulde navn er DTU Ressource Recovery Research Platform, Bygning 112, en plads blandt finalisterne, der kan blive Årets Bygning ved Building Awards 2023. Prisen uddeles i november 2023.

Bæredygtighed på den høje skala

DTU udbød B112 efter en samarbejdsmodel, hvor der lå et forholdsvis begrænset opdrag på forhånd. I stedet var det op til byggegruppen, der ud over Christensen & Co bestod af Langvad Arkitekter, Norconsult, Elindco og brugerne fra DTU, at sammensætte byggeprogrammet i fællesskab.  

– Det er en succeshistorie, at hele projektgruppen har arbejdet tæt sammen for at nå målet om bæredygtighed på den høje skala. Bæredygtighed er indarbejdet på virkelig mange forskellige områder, hvor DGNB-certificeringen blot er et af de mere målbare, siger Louise Gerner Rasmussen og uddyber:

– Tidligt i processen brugte vi især bæredygtighed som rettesnor til at træffe valg om materialer og konstruktion. Blandt andet ved at skabe et inspirerende miljø med trælister, akustiklofter, grønne tage og andre innovative materialer, som vi alle skal vænne os til at bo i. Vi har også haft stort fokus på Design for Disassembly i alle dele af bygningen.

Denne type samarbejdsprojekter bliver mere og mere almindelige i byggeriet og ifølge Tobias Wittenburg er metoden forbundet med en række fordele:  

– Fordi holdet er det samme gennem hele projektet, er det lettere at forebygge tab af viden og holde hinanden op på økonomi og til- og fravalg. Den vigtigste læring var, at de forskellige parter er stærke i forskellige faser. Entreprenøren bliver hurtigt fokuseret på de praktiske detaljer, mens vi arkitekter er mere vant til at tænke i et luftigt skitseplan i den tidlige fase. Så det giver ikke mening, at alle er lige meget med hele vejen igennem, men overordnet har det været et lykkeligt ægteskab.

Læs mere om DTU B112 her

Fleksibel facade forlænger levetiden

Fleksibilitet var et af de DGNB-parametre, der var særligt i fokus. Projektgruppen traf flere afgørende valg, der gør at bygningen lettere kan omdannes til nye formål og dermed få forlænget sin levetid. Blandt andet ved at sikre, at placeringen af bygningens vinduer ikke begrænser brugen af de indre arealer.

– Vi valgte at bruge et facadekit, der gør det muligt at ændre placeringen af vinduerne efter behov. Det er nyt at tænke fleksibilitet ind i facaden, så den kan ændres på samme måde som de indvendige områder. Inde i bygningen er der glasvægge mellem lokalerne, der dels udnytter dagslyset optimalt og dels giver brugerne behagelige og inspirerende omgivelser at arbejde i, forklarer Louise Gerner Rasmussen.

Projektgruppen har også gjort en stor indsats for at minimere klimaaftrykket af bygningens bærende konstruktion.

– Den klassiske laboratoriekonstruktion er en bagvæg af tung beton, der giver bygningen en stabil kerne. For at minimere brugen af beton valgte vi i stedet en konstruktion af søjler og bjælker, hvor tomrummet mellem de bærende elementer er fyldt ud med lettere og mindre klimabelastende materialer, for eksempel træskeletvægge, siger Louise Gerner Rasmussen.