Oplev de nye Troldtekt® designløsninger

02.05.2019

Med en ny serie af løsninger får arkitekter nu spændende muligheder for at kombinere god akustik fra Troldtekt træbetonplader med en række karakterfulde og skalerbare udtryk. Kom helt tæt på de ti nye designløsninger.

Vi tilbringer langt det meste af vores tid i bygninger. Kontordomiciler, skoler, idrætscentre, restauranter, kulturhuse og private hjem. Derfor er det vigtigt, at de indendørs rammer er behagelige for vores øjne, ører og helbred. Med ’Troldtekt® line’, ’Troldtekt® tiles’, ’Troldtekt® curves’ og syv andre designløsninger giver Troldtekt nu arkitekter mulighed for at kombinere god akustik og et sundt indeklima med karakterfuldt design.

– Formålet har været at designe nogle løsninger, som giver størst mulig frihed i arkitekturen. Du kan skabe dine egne mønstre og rytmer i designet – og du kan variere og skalere de enkelte designløsninger, så de giver oplevelsen af en stor sammenhængende enhed på lofter eller vægge. Vi ønsker at appellere til arkitekter, som gerne vil have rum til at gøre noget ekstra i indretningen, men som samtidig skal holde sig inden for et fornuftigt budget, siger Michael Christensen.

Han er inhouse arkitekt hos Troldtekt A/S og har udviklet den nye designserie.

>> Tag et kig på de ti designløsninger og læs nærmere om hver af dem

Det handler om fladen

De nye designløsninger har overordnet to fællesnævnere: For det første er de industrielt produceret. For det andet er de designet til at give lofts- og vægflader et sømløst udtryk. Hver løsning er tænkt til at fremstå som en samlet akustikflade i større eller mindre skala. Det handler om fladen – ikke om pladen.

– Serien af designløsninger er et nyt kapitel i Troldtekts historie. Vi begyndte i 1935 med industriplader og har i de senere år udviklet akustikløsninger til moderne arkitektur. Undervejs har vi tilføjet spændende design, som har vundet internationale priser. Nu tager vi vores designløsninger til det næste niveau, hvor vi lancerer en hel serie, som vi kan producere med moderne teknologi og dermed til konkurrencedygtige priser, siger Peer Leth, adm. direktør i Troldtekt A/S.