Princippet om hierarki er et andet fokusområde i Thorben Simonsens ph.d.-afhandling. Tanken med hierarki skal understøtte patienternes tilbagevenden til samfundet udenfor. Det er tænkt til at afspejle en recovery-proces, hvor patienten gradvist kan gå fra sit beskyttede patientrum til de halvoffentlige gangarealer og derefter til de større fællesrum.
– I praksis har patienterne dog svært ved at skelne mellem de forskellige rum, og hvilken social adfærd der hører til hvor, siger Thorben Simonsen og giver konkrete eksempler:
– Lige udenfor Dueslaget er der et fællesrum, hvor man kan spise, drikke kaffe eller spille spil. Men hvis en patient for eksempel begynder at tale om sin medicindosis, hører det ikke til her. Den åbne og transparente arkitektur kan altså gøre det sværere at afkode, hvad man må hvor. Hvilken adfærd der er passende i hvilke rum, bliver derfor i høj grad overladt til personalet at afgøre, og konsekvensen er, at hierarkiet mellem ”dem og os” bliver forstærket, til trods for at ambitionen med arkitekturen er at nedbryde det.
– Et andet eksempel er patientværelserne, som i praksis ikke kun bliver brugt som patientens personlige rum. De bliver også anvendt til afskærmning og isolation, når der opstår problemer. Det er der som sådan ikke noget odiøst i. Men personalets indgriben ændrer fundamentalt rummets funktion, fra personligt rum til institutionelt rum, og dermed går kontrollen over rummet også fra patient til personale. Forestillingen om et rumligt hierarki, som patienterne progressivt bevæger sig igennem i forhold til deres recovery-proces, er altså ikke uproblematisk.
– Og så er der atriumgården, der var tænkt som et helende uderum, men i praksis er blevet til en rygegård. Det overraskende er, at gården, hvor patienterne er helt synlige for personalet, alligevel fungerer som et beskyttet rum, hvor patienterne taler fortroligt med hinanden, fordi personalet ikke kan høre dem.