Ph.d.: Helende arkitektur bliver sat på prøve i praksis

GAPS i Slagelse er et byggeri uden fortilfælde. Derfor havde arkitekterne heller ikke mange steder at søge hen, da de var på udkig efter inspiration til fremtidens psykiatri. Resultatet er blevet et visionært psykiatrisygehus, der har tiltrukket stor international opmærksomhed, siden det blev indviet i 2015. En MIPIM Award 2017 for Best Healthcare Development er blot en af de anerkendelser, GAPS har modtaget.

Helende designprincipper har været omdrejningspunktet for arkitekturen. I artiklen, som du kan læse via linket her, fortæller Christian Karlsson fra Karlsson Arkitekter, hvordan kombinationen af dagslys og avanceret kunstlys spiller en vigtig rolle i terapien. Derudover har transparens (via brug af glasvægge) og hierarki (i form af en vekslen mellem personlige og fælles rum) været grundlæggende greb i arkitekturen.

Men hvordan fungerer netop transparens og hierarki, når patienter og personale færdes i det til daglig? Det satte ph.d.-studerende Thorben Simonsen sig for at undersøge til bunds. I februar 2020 forsvarede han sin afhandling, som – med hans egne ord – ”ikke nødvendigvis har vakt begejstring, men til gengæld en hel del interesse” i arkitektkredse.

Baggrunden for interessen er, at Thorben Simonsen påpeger et misforhold mellem designprincipperne på den ene side og den sociale virkelighed på sygehuset på den anden. Konklusionen er han nået frem til efter mere end 200 timers feltarbejde på GAPS samt en række interviews.

– Man har på forhånd forestillet sig nogle ting omkring arkitekturens funktion, som har vist sig ikke at kunne imødekomme den komplekse virkelighed, der er i psykiatrien, siger Thorben Simonsen og tilføjer:

– Selvom jeg ”kun” har undersøgt forholdene dybdegående på to almenpsykiatriske enheder på GAPS, vil det alligevel være min antagelse, at der i flere topmoderne psykiatribygninger er generelle udfordringer med at få nogle af de helende principper til at fungere i virkeligheden.

På GAPS er der valgt robuste materialer som tegl, træ, beton og Troldtekt akustikplader i træbeton.

Thorben Simonsen påpeger, at materialevalg, herunder deres betydning for lys, lyd og akustik, generelt spiller en stor rolle i helende arkitektur.

– Lyden og akustikken er ret vigtig, fordi forskningen viser, at personalet på et psykiatrisk sygehus faktisk bruger deres hørelse lige så meget som deres syn til at orientere sig. Desuden kan der flere steder blive ret højlydt, så det er vigtigt, at akustikken bliver reguleret, siger han.

Men tilbage til afhandlingens hovedfokus. Thorben Simonsen har studeret den praktiske konsekvens af særligt to principper, som spillede en helt central rolle, da GAPS var på tegnebrættet:

• Transparens, som handler om at bruge glasvægge til at skabe en visuel sammenhæng på tværs af rum – og mellem patienter og personale. Glas skaber også sammenhæng mellem de indendørs rum og det udendørs miljø.
• Hierarki, som både inde og ude har til formål at tilbyde patienterne forskellige grader af stimuli, alt efter hvordan de har det, og hvor langt de er i deres recovery-proces. Arkitekternes princip på GAPS er, at hierarkiet for eksempel spænder fra patientrum over nære opholdsarealer til fælles aktivitetsområder med mulighed for sport.

Om transparensen siger Thorben Simonsen:

– Udfordringerne kommer tydeligst til udtryk omkring Dueslaget, som er et transparent personalekontor, der fremstår som en glaskube. Den muliggør, at personalet kan trække sig tilbage og samtidig se, hvad der foregår blandt patienterne. Forestillingen var, at det ville give de psykiatriske patienter en tryghed, men i stedet har det vist sig, at patienterne ofte føler sig utrygge eller i hvert fald usikre på, hvad der foregår. Det handler altså om uvished: ”Hvorfor står personalet nu og griner? Hvad taster de på computeren? Er det mig eller en anden patient, de er i gang med at forberede en sprøjte til?”

– For de ansatte betyder transparensen, at de er nødt til konstant at fremstå som professionelle og for eksempel undlade at grine. Samtidig må de ofte forhandle med patienterne og forsvare, at de skal bruge tid inde på kontoret. Forventningen var, at transparensen ville bidrage til relationer, men ofte bliver der i stedet tale om transaktioner mellem patienter og personale. Det ville være hensigtsmæssigt, hvis personalet i nogle tilfælde kunne trække sig ”backstage” i mere lukkede rum.

Thorben Simonsen anerkender, at nogle patienter er glade for transparensen, fordi de slipper for at spekulere over, hvor deres kontaktperson befinder sig.

Princippet om hierarki er et andet fokusområde i Thorben Simonsens ph.d.-afhandling. Tanken med hierarki skal understøtte patienternes tilbagevenden til samfundet udenfor. Det er tænkt til at afspejle en recovery-proces, hvor patienten gradvist kan gå fra sit beskyttede patientrum til de halvoffentlige gangarealer og derefter til de større fællesrum.

– I praksis har patienterne dog svært ved at skelne mellem de forskellige rum, og hvilken social adfærd der hører til hvor, siger Thorben Simonsen og giver konkrete eksempler:

– Lige udenfor Dueslaget er der et fællesrum, hvor man kan spise, drikke kaffe eller spille spil. Men hvis en patient for eksempel begynder at tale om sin medicindosis, hører det ikke til her. Den åbne og transparente arkitektur kan altså gøre det sværere at afkode, hvad man må hvor. Hvilken adfærd der er passende i hvilke rum, bliver derfor i høj grad overladt til personalet at afgøre, og konsekvensen er, at hierarkiet mellem ”dem og os” bliver forstærket, til trods for at ambitionen med arkitekturen er at nedbryde det.

– Et andet eksempel er patientværelserne, som i praksis ikke kun bliver brugt som patientens personlige rum. De bliver også anvendt til afskærmning og isolation, når der opstår problemer. Det er der som sådan ikke noget odiøst i. Men personalets indgriben ændrer fundamentalt rummets funktion, fra personligt rum til institutionelt rum, og dermed går kontrollen over rummet også fra patient til personale. Forestillingen om et rumligt hierarki, som patienterne progressivt bevæger sig igennem i forhold til deres recovery-proces, er altså ikke uproblematisk.

– Og så er der atriumgården, der var tænkt som et helende uderum, men i praksis er blevet til en rygegård. Det overraskende er, at gården, hvor patienterne er helt synlige for personalet, alligevel fungerer som et beskyttet rum, hvor patienterne taler fortroligt med hinanden, fordi personalet ikke kan høre dem.

For Thorben Simonsen har det netop været væsentligt at undersøge faldgruberne i helende arkitektur med stor grundighed. Den erfaringsbaserede viden på området er nemlig begrænset.

– Jeg er ikke arkitekt, og derfor har jeg ikke alle løsningerne på de her udfordringer. Mit arbejde har været at følge, hvordan patienter og personale agerer i praksis. Og det er vigtigt at samle op på praksiserfaringerne, fordi helende arkitektur er et relativt nyt begreb uden en fast definition, siger han og fortsætter:

– Alle er enige om, at begrebet helende arkitektur lyder drøngodt. Jeg mener dog, at sammenhængen mellem de arkitektoniske egenskaber og den helbredende effekt har klare begrænsninger. Det er faktisk væsentligere for sundhedseffekterne, hvordan rummene ender med at blive brugt i virkeligheden, hvor der både skal tages hensyn til personalet og patientgrupper med meget forskellige behov.

>> Læs også interviewet med arkitekt Christian Karlsson

FOTO:
Ph.d. Thorben Simonsen, Copenhagen Business School.