Taleforståelighed

• Begrebet taleforståelighed angiver i procent, hvor mange ord lytterne i et rum opfatter korrekt, når en velartikuleret taler læser op – enten direkte eller via et lydanlæg.

• Med metoden Speech Transmission Index (STI) kan man ved hjælp af et særligt apparat måle, hvor god taleforståeligheden i et rum er. Resultatet bliver mellem 0 (0 procent) og 1 (100 procent). Et typisk krav til rummet vil være en STI-værdi højere end 0,6.

• STI-Pa er en variant specielt beregnet til at måle på lydanlægget. Den måler man ved at udsende et særligt lydsignal gennem lydanlægget og bruge en specielt indrettet lydmåler. STI-Pa på over 0,6 betyder, at lydanlægget yder en tilfredsstillende lydkvalitet.

Dette afsnit indfører begrebet taleforståelighed, som angiver, hvor godt man opfatter det talte ord i et givent rum. Dette er en væsentlig kvalitetsfaktor – ikke mindst i rum, som er beregnet til formidling. Desuden introducerer afsnittet de målemetoder, som kan sikre en god taleforståelighed – specielt i de situationer, hvor der er et lydanlæg i kæden mellem taler og lytter.

Det er væsentligt, hvor godt man opfatter det talte ord i et givent rum. Ikke mindst i rum skabt til formidling, som for eksempel auditorier og teatre – eller hvad med en banegård?

Taleforståelighed er i akustikken et veldefineret begreb, som angiver, hvor godt man opfatter talen i et rum – enten direkte i rummet med en taler og et antal lyttere, eller via et lydanlæg med mikrofon, forstærker og højttaler(e). I sin klassiske form måles taleforståeligheden ved, at man simpelthen opregner, hvor mange ord, lytterne opfatter korrekt i en tekst, der oplæses af en velartikuleret taler i det aktuelle rum. Hvis lytterne i gennemsnit for eksempel opfatter 60 procent af ordene korrekt, så er taleforståeligheden 60 procent eller 0,6. Taleforståelighed som begreb blev skabt i telefonteknikkens barndom i 1920’erne for at få et mål for telefonkvaliteten. Det er let at forestille sig, at denne proces kan være ret tidskrævende, og derfor har man gennem mange år arbejdet på metoder, hvor man enten kunne beregne eller direkte måle taleforståeligheden i en given situation, både i et virkeligt rum som for eksempel et auditorium eller igennem et lydanlæg, for eksempel til en banegård.

Der findes i dag en række metoder til at angive taleforståeligheden, men den metode, der i dag må betragtes som standard, er det såkaldte Speech Transmission Index, STI. STI er en måle- og beregningsmetode, hvori der indgår en række parametre om rummet, og på basis af dem kan man beregne den taleforståelighed, der vil kunne opnås under de givne omstændigheder.

Omvendt vil man som bygherre ved hjælp af STI kunne stille krav til taleforståeligheden i for eksempel et undervisningsrum, således at man får sikkerhed for, at kvaliteten på dette punkt er i orden, når projektet er færdigt. Man måler STI med et dertil indrettet apparatur, og måleværdien kan direkte sammenlignes med de opstillede krav. STI værdien ligger mellem 0 og 1 (eller mellem 0 og 100 procent), hvor 0 betyder en helt uantageligt dårlig taleforståelighed, og 1 er udtryk for den perfekte situation. Kravet til STI vil typisk afhænge af de aktuelle forhold, men et typisk krav til taleforståeligheden vil i praksis være en STI-værdi bedre end 0,6. Dette vil normalt resultere i tilfredsstilende taleforståelighed.

Figur 17: Taleforståelighed som funktion af STI, Speech Transmission Index

Metoden kan også anvendes i de tilfælde, hvor der indgår et højttalersystem (et lydanlæg) i ”kæden” mellem taler og lytter. Taleforståeligheden bliver i denne situation et resultat af den samlede virkning af rummet og lydsystemet. Et ganske udmærket lydsystem vil således alligevel kunne resultere i en dårlig taleforståelighed, hvis rummet har en lang efterklangstid, samtidig med at lytteren befinder sig langt fra højttaleren. Man har her mulighed for at stille krav til taleforståeligheden, for eksempel i form af STI for den samlede kæde bestående af højttalersystem og rum. Det er så systemleverandøren eller lyddesignerens ansvar at sørge for, at kravene kan opfyldes af det færdige anlæg i det pågældende rum. Men bygherren sikrer sig på denne måde et velfungerende anlæg. Den erfarne lyddesigner kan bruge beregningerne til at sikre sig, at hans anlæg får en rimelig chance i det pågældende rum. Det kunne jo vise sig, at rummets akustik i sig selv var uegnet til et højttaleranlæg, og at man først skulle sætte ind her.

Billede: Med respekt for den eksisterende bygningskarakter er der taget højde for de akustiske krav ved indretningen af De Kunstneriske Uddannelser på Holmen.

Et højttaleranlæg kan ikke rette op på en dårlig rumakustik. Har man at gøre med et lydsystem (et højttaleranlæg) i et rum, findes der en forenklet målemetode til måling af taleforståeligheden. Metoden kaldes STI-Pa, og her anvender man et specielt målesignal, der afspilles over lydanlægget. Ved hjælp af en speciel lydmåler kan man direkte i rummet måle STI-Pa-værdien af det samlede anlæg inklusive rummet. En STI-Pa værdi over 0,6 betyder et godt anlæg. Det skal i parentes bemærkes, at andre taleforståelighedsmål, som har været anvendt gennem tiderne, såsom AI (Articulation Index), ALcons (konsonantforståelighedstabet) og RASTI (Rapid Speed Transmission Index) i dag alle må betragtes som utidssvarende.

>> Læs også næste afsnit med en ordbog over akustikkens begreber