REGAN Vest er vinder af Årets Byggeri 2023

Den prestigefulde pris Årets Byggeri 2023 i kategorien ’Åben’ går til koldkrigsmuseet REGAN Vest i Rold Skov syd for Aalborg. I den nybyggede velkomst- og udstillingsbygning over jorden indgår Troldtekt akustikplader i designet.

21.12.2023
Foto: Rasmus Hjortshøj

Koldkrigsmuseet REGAN Vest åbnede i februar 2023 under stor mediebevågenhed. Over 60.000 gæster har allerede i 2023 besøgt det historiske sted, hvilket svarer til cirka 98 procent af museets samlede kapacitet.

Nu er REGAN Vest-museet kåret som Årets Byggeri 2023 i kategorien ’Åben’, som deles med Maritimt Center i Esbjerg. I alt er der fundet fem vindere af Årets Byggeri 2023 fordelt på tre kategorier.

Den prestigefulde pris er stiftet af Magasinet BYGGERI og uddelt hvert år i december siden 1997. Dommerkomitéen består af førende arkitekter og topfolk fra byggebranchens organisationer, og om REGAN Vest udtaler formanden:

– Museet har med succes bragt lys og luft ind i det tidligere klaustrofobiske bunkeranlæg. De minimalistiske udstillingsområder og glasvæggene i atriummet giver besøgende en behagelig atmosfære, der gør det muligt at udforske historien komfortabelt, siger formand for dommerkomiteen, arkitekt Scott Hollingsworth, i en pressemeddelelse og tilføjer:

– Samlet set indkapsler REGAN Vest historien på en bemærkelsesværdig og autentisk måde, og det formår at forene fortiden med nutiden. Dette enestående museum er et vigtigt bidrag til at bevare og dele Danmarks historie og bør anerkendes som Årets Byggeri for sin betydningsfulde kulturelle og arkitektoniske indsats.

Det er AART Architects, som har stået for designet af det nye museum.

Ud over prisen som Årets Byggeri er REGAN Vest også netop kåret til Danmarks bedste oplevelse i Region Nordjylland af MBM, der står bag medierne MigogAalborg, MigogKbh, MigogOdense samt MigogAarhus. Her har 83.000 af mediernes brugere stemt på deres favoritter.

Landets mest hemmelige byggeri

60 meter under jordbunden i Rold Skov ligger landets bedst bevarede koldkrigsbunker, som var en hemmelighed indtil for få år siden. Den blev bygget i 1960’erne til at huse regeringen, embedsværket og Kongehuset i tilfælde af en tredje verdenskrig med atomare våben.  

Besøgende kan opleve det i alt 5.500 kvadratmeter bunkerareal samt en ny velkomst- og udstillingsbygning. Den nye tilføjelse til Regan Vest er den eneste synlige del af museet og ligger som fire sorte bokse omkranset af skov. Her kan de besøgende lære mere om historien, tiden og bunkerens formål.

For at værne om det hemmelighedsfulde udtryk er udstillingsbygningen holdt i mørke farver og materialer. Det samme gælder de cirka 1.000 kvadratmeter Troldtekt akustikplader, som er malet i henholdsvis sort og grå. Akustikløsningen bidrager både til en optimal akustik for de besøgende og spiller elegant sammen med bygningens øvrige design.

Hædrende omtaler til flere projekter med Troldtekt

Ud over selve prisvinderne har ti projekter opnået hædrende omtaler. I tre af de ti indgår Troldtekt akustikløsninger i designet – alle tre er hædret i kategorien ’Åben’:

  • Enigma Museum for post, tele og kommunikation i København: Zeso Architects har været arkitekt på processen med at transformere den gamle posthusbygning fra 1922. Her ligger blandt andet det nye Brasserie Post, hvor der er valgt akustiklofter af typen Troldtekt line i en specialfarve.
  • Bofællesskabet Kløverbakken i Odder: Tegnestuen Arken har tegnet bofællesskabet, som også er kåret som ’Årets Bæredygtige Træbyggeri 2022’. Troldtekt er et gennemgående materiale i alle boliger og rum.
  • Ny tilbygning til Feldballe Friskole: Tilbygningen på Djursland er tegnet af Henning Larsen Architects med udstrakt brug af biobaserede materialer og et indeklima i top. Troldtekt lofter bidrager til god akustik i undervisningsrummene.