Holbergskolen er årets skolebyggeri

03.10.2019

KANT arkitekter står bag renoveringen af skolen i København NV - med stor respekt for den oprindelige stil. Det har nu udløst prisen som Årets skolebyggeri 2019.

Det blev en skole med Troldtekt akustikløsninger, der modtog prisen som Årets skolebyggeri 2019 på Nohrcons konference om fremtidens skole og læringsmiljø. Offentlige stemmer og en fagjury har sammen tildelt renoveringen af Holbergskolen den prestigefulde pris. Juryen lagde især vægt på den store respekt for skolens oprindelige arkitektur fra 1953.

“Der er gjort meget for at udvikle skolens rum med respekt for den oprindelige bygning, både mht. valg af gulvbelægning, vinduer og lofter. Således bærer renoveringen præg af at være foretaget med en klar æstetisk sans for detaljer, materialer og farver i sammenhæng med skolens funktioner, krav og anvendelse,” lyder en del af juryens begrundelse for valget af Holbergskolen.

Sale med sundt indeklima

Skolen er tegnet i 1953 af Carl H. Nimb, der også er arkitekten bag Frederiksberg Rådhus. Blandt andet står den karakteristiske murstensfacade og teglstenstaget tilbage, ligesom der indenfor er referencer til farver og materialer fra datidens skolebyggerier.

I skolens to gymnastiksale, der i dag rummer et bredt spænd af aktiviteter, er der monteret Troldtekt akustikplader. Pladerne, som også er en del af de tilhørende omklædningsrum, bidrager til god akustik og et sundt indeklima.

De fire andre nominerede skoler til prisen som Årets skolebyggeri 2019 var FYNs HF i Odense, Grøndalsvængets Skole, København NV, Roskilde Festival Højskole og Lundehusskolens autismeafsnit i København Ø. De tre førstnævnte er også med Troldtekt akustikløsninger.

>> Læs mere, og se flere fotos fra Holbergskolen

Fakta om Holbergskolen:

  • Helhedsrenovering afsluttet i 2019
  • Areal: 9.500 kvadratmeter
  • Anlægssum: 82 millioner kroner
  • Udført af et team med Københavns Kommune, TRUST, KANT arkitekter, NØHR & SIGSGAARD ARKITEKTFIRMA, GHB Landskabsarkitekter, DOMINIA & Norconsult, Enemærke & Petersen samt Krydsrum Arkitekter/Reskur