Hvor fortid og fremtid mødes: Nye kvarterer skyder op i København

København er i evig udvikling, og mange særegne bydele sætter deres unikke præg på hovedstaden. Vi dykker ned i to af de nye, som begge udspringer af industritiden, og som nu føres ind i fremtiden. Tag med til Carlsberg Byen og Nordhavn.

Troldtekt - Vilhelm Lauritzen
Foto: Thomas Mølvig, architect MAA

I 2050 vil København forventeligt være vokset med yderligere 100.000 indbyggere ud over de cirka 650.000, der i forvejen bor i byen. Vokseværket vil primært foregå i de nye bydele og især langs vandet, viser prognoser fra Københavns Kommune.

København består af 12 bydele, og her er det især bydelene med store udviklingsprojekter, der forventes at vokse – særligt Nordhavn, Amager Strandpark og Østhavnen. Når den er fuldt udviklet, vil Nordhavn have plads til 40.000 indbyggere samt 40.000 arbejdspladser, men også i et andet af byens nye kvarterer – Carlsberg Byen – kommer der cirka 3.100 boliger til de nye københavnere.

Lydabsorberende træbetonplader fra Troldtekt anvendes ofte som akustikloft i restauranter
Foto: Helene Høyer Mikkelsen, architect

Velkommen til Nordhavn

I bydelen, som ligger mellem Hellerup og Langelinie ved Øresundskysten, bliver Skandinaviens hidtil største byudviklingsprojekt gennemført. I etaper skal det omdanne og transformere området fra industriel havn til moderne by med kvarterer, øer, kanaler og grønne områder.

Den etapevise udvikling begyndte i 2014 med Indre Nordhavn og Århusgadekvarteret, som nu bliver efterfulgt af den igangværende udvikling på Sundmolen, Trælastholmen og Svanemølleholm. Og inden længe begynder udviklingen af Levantkaj og den kommende containerterminal. Desuden udvikles Naturpark Nordhavn, Tunnelfabrikken og Nordhavnstunnelen også i de kommende år.

Det er planen, at Nordhavn om 40 til 50 år skal huse op mod 40.000 beboere og 40.000 arbejdspladser.

 

Tæt på by, hav og natur

I 2015 flyttede de første beboere ind i det nyetablerede Århusgadekvarteret, som i dag kan betragtes som en rigtig bydel. Der bor nu cirka 2.800 personer, og de første mange spisesteder, supermarkeder og specialbutikker er også åbnet. I 2020 åbnede metroen desuden med to stationer. 

– Det er visionen for Nordhavn, at man kan bo, arbejde og have et aktivt og socialt liv i en blandet bydel, hvor nærheden til blå og grønne områder, indkøbsmuligheder, kollektiv transport og institutioner og uddannelse er centralt for udviklingen, siger Kristian Wederkinck Olesen, kommunikationschef i By og Havn, og tilføjer:

– I Nordhavn bliver vandet allestedsnærværende, og et af de gennemgående temaer i udviklingen er, at Nordhavn skal bevares og udvikles som en bydel på holme og opdelt af kanaler, der sikrer, at nærheden til vandet både opleves af folk der bor, arbejder og besøger Nordhavn.

By & Havn er et udviklings- og driftsselskab, som ejes 95 procent af Københavns Kommune og 5 procent af den danske stat.

Den maritime fortid bevares

Nordhavns lange historie som industrihavn afspejler sig overalt i byudviklingen. Gamle bygninger og karakteristika er bevaret, og mange af de nye bygninger og projekter har fundet inspiration i historien.

– Nordhavn ånder af maritim industrihistorie. Den særlige atmosfære fastholdes og integreres i bydelen ved at bevare udvalgte bygninger og kulturhistoriske træk. Nye materialer og inventar i bydelen vælges, så de er i tråd med havnens oprindelige karakter. Der er tale om robuste materialer såsom betonoverflader, støbejern, brosten, cortenstål og hårdt træ, der tåler klimaet ved vandet, patinerer smukt og som også lever op til de funktionelle behov, lyder det fra Kristian Wederkinck Olesen.

Et særligt syn er de to store ikoniske cement-siloer på Göteborg Plads fra 1979, der blev opført af Aalborg Portland til brug af opbevaring af cement, som kunne losses og læsses direkte fra skibe ved kajkanten. I dag er siloerne udbygget og omdannet til et moderne kontorhus.

Blot et stenkast derfra finder man The Silo og Frihavns Tårnet, som begge er gamle korn- og foderstofsiloer. De er i dag omdannet til moderne bygninger med boliger, restaurant på toppen af the Silo og detailhandel i Frihavns Tårnet. 

På Sundmolen er udviklingen af de gamle pakhuse, der før i tiden modtog bananer, kaffe og papir fra den store verden også i fuld gang. Pakhusene bliver nu renoveret og omdannet til tidssvarende, attraktive og moderne kontormiljøer. Arkitektvirksomheden BIG bygger på spidsen af Sundmolen sit nye hovedkvarter. 

Foto: Helene Høyer Mikkelsen

Velkommen til: Carlsberg Byen

I udkanten af Vesterbro i København, grænsende op til Valby og Frederiksberg, ligger Carlsberg Byen, som i dag også har fået eget postnummer – 1799 København V. Som navnet antyder, er området opkaldt efter Carlsbergs øl, som blev produceret på selvsamme sted i perioden 1847 til 2008, indtil bryggerierne flyttede til Fredericia.

Efter fraflytningen blev der sat gang i en omfattende transformation til boligområde og bykvarter. Medio 2023 står udviklingsprojektet i Carlsberg Byen cirka 80 procent færdigt, og det sidste forventes at stå klart ved udgangen af 2024.

– Visionen for Carlsberg Byen er at skabe et livligt og vellykket bykvarter. Det skal være et godt sted at bo, arbejde og opholde sig. Områdets kulturhistorie er en stor gave, som vi er enormt glade for, og som tænkes ind i alle aspekter af udviklingen af det nye kvarter, siger Jens Nyhus, administrerende direktør/CEO i Carlsberg Byen og tilføjer:

– Samtidig har vi stort fokus på livet mellem bygningerne, ligesom vi har enormt store ambitioner for handelslivet på den gamle bryggerigrund.

I 2009 vandt den danske tegnestue Entasis den anerkendte, internationale arkitekturpris ved World Architecture Festival i Barcelona for verdens bedste masterplan i forbindelse med udviklingen af Carlsberg Byen.

Forening af nyt og gammelt

Mange butikker og specialforretninger er allerede flyttet ind og har taget kvarteret til sig, og flere kommer til de næste par år. Derudover huser bydelen også hele 25 byrum og haver, som både beboere og besøgende kan få glæde af.

Både butiksliv og rekreative områder er nøje planlagte for at skabe det rette bydelsmix, der kan fungere side om side med de historiske elementer, som netop er det, der gør Carlsberg Byen unik:

– Bydelen adskiller sig i sin natur ved det historiske vingesus, man i den grad oplever i Carlsberg Byen. Her mødes ny og eksisterende arkitektur, små, hyggelige kroge og store grønne haver. Carlsberg Byen er på sin vis både en naturlig del af Vesterbro og samtidig helt sin egen, siger Jens Nyhus og nævner nogle af de mest bemærkelsesværdige bygninger i Carlsberg Byen:

– Går man en tur i Carlsberg Byen kan man glæde sig over at se den ikoniske Elefantport fra 1901, den arkitektoniske perle Mineralvandsfabrikken, som har gennemgået en fantastisk transformation, og det 120 meter høje Pasteurs Tårn med Københavns højest beliggende boliger. Alle byggerier, som vi er enormt stolte af, lyder det fra Jens Nyhus.

Troldtekt i Carlsberg Byen