Moderne bondegårdsidyl med god akustik
Ida Lundsteen (@indtaenk) og familien har købt og renoveret en flerlænget gård sammen med et vennepar. Her har familien forvandlet en tidligere staldbygning til en moderne familiebolig med et stort leverum. For at give rummet designmæssig kant har parret valgt Troldtekt akustikplader.
På Tuse Næs, som ligger tæt på Holbæk, har Ida Lundsteen og familien i 2024 købt en flerlænget gård med stråtækt tag sammen med et vennepar. Her har hver familie fået deres egen længe, som de hver især har renoveret. Ida Lundsteen driver Instagram-profilen @indtaenk, hvor man kan følge med i renoverings- og indretningsprocessen.
Der er i alt 550 kvadratmeter gård, som ud over boliglængerne byder på værksted, gæstehus og skur. Ejendommen ligger i naturskønne omgivelser med udsigt til Holbæk Fjord til den ene side og egen sø på den anden side, og hvor både høns og heste går omkring.
Gårdens historie byder på mere end blot landbrug og bondeidyl, selvom det oprindeligt er en stald, og der stadig er staldvinduer i. Inden parret overtog den, blev den anvendt af børn i aflastning. Men det har tidligere også været en gildesal for en dansk konsul i Ghana, som boede på adressen.
Ét stort familierum
Ida Lundsteen og familiens bolig er på 170 kvadratmeter, og hun beskriver deres stil som moderne. Af samme grund ønskede de et stort leverum med luft og plads, så familien kunne være samlet uanset aktivitet.
– Vi ønskede at skabe højde i en bolig med lavt til loftet. Det måtte ikke blive klemt, da vi netop ønskede at skabe luft og have ét rum, så vi er sammen det meste af tiden – også når nogen ser tv, laver mad, eller børnene leger. Man må sige, at det er en alternativ planløsning, vi har valgt, siger Ida Lundsteen, der også arbejder som selvstændig indretningskonsulent og selv har tegnet boligens nye grundplan.
Det betyder også, at de fleste rum i midtersektionen – både på under- og overetagen – er lagt sammen til et cirka 19 meter langt rum, hvor der er åbnet op til kip. Der er bevaret et par værelser til børneværelse og soveværelse.
Træ og genbrug i indretningen
Hjemmets indretning er nordisk inspireret, og der er anvendt en stor del træ i boligen, herunder også Troldtekt akustikplader, som bidrager med god akustik til det højloftede rum. Indretningen er suppleret med mange planter.
– Vi vil gerne bruge træ i udstrakt grad, men for at det ikke bliver for kedeligt designmæssigt, har vi også sat fliser op, der kan kaste lys rundt og give stemning omkring køkkenet og pejsen. Det er sådan nogle små detaljer, vi elsker, forklarer Ida Lundsteen.
Centralt i stuen står også en afrikansk statue, som den danske konsul i Ghana har monteret i sin tid, og som ikke lige var til at flytte på. Hjemmets farveskala består generelt af varme nuancer i det brunlige og beige. Og af interiør har parret haft fokus på genbrug – dog i den rette dosering:
– Vi har en del genbrug, da det ikke passer med kun nye ting i et gammelt hjem, men det skal heller ikke kun være gamle ting, for så bliver det tungt. Vi kombinerer nyt og gammelt, klassiske designmøbler, og med meget træ bruger vi stål for at skabe kontrast, lyder det.
Troldtekt som designfaktor
I familiens store hjerterum har parret valgt at få monteret Troldtekt akustiklofter. Men den beslutning lå i første omgang ikke lige i kortene, selvom deres tømrer havde foreslået muligheden.
– Da vi fandt ud af, at vores gipsloft gyngede og skulle rives ned, havde vi pludselig frie muligheder. Pudsigt nok var jeg i samme uge i et bevægelseshus i Lejre, hvor alt var bygget med fokus på bæredygtighed, og hvor der var Troldtekt lofter. Det var en fantastisk oplevelse med så behagelig akustik. Og det var faktisk Troldtekt designet, jeg faldt for der, fortæller Ida Lundsteen.
Parret besøgte efterfølgende Troldtekts showroom i København for at se de forskellige varianter og teksturer – og var tæt på at vælge designløsningen Troldtekt v-line. Men da deres rum har mange hanebånd, vurderede de, at det ville give for mange linjer i rummet. Derfor faldt valget på klassiske Troldtekt akustikplader i farven hvid.
– Jeg er efterfølgende blevet bekræftet i, at det var det helt rigtige valg at få Troldtekt, også designmæssigt. Troldtekt skaber sammenhæng og giver et enkelt look, som spiller flot sammen med de 20 bånd, vi har.
De akustiske fordele er også til at høre, lyder det fra Ida Lundsteen:
– Vi mærker stor forskel i akustikken nu. Vi har to rum uden Troldtekt, og der kan man tydeligt høre, at det runger. Når vi har besøg, får vi også at vide, at her er rart at være. Det synes vi også selv – vi har virkelig fået et rart indeklima og lydniveau, selvom det er et stort og højloftet rum.