Byens Hus i Jelling

Troldtekt Byens Hus i Jelling
Foto: Helene Høyer Mikkelsen, arkitekt

Næsten 10 år før indvielsen af Byens Hus i Jelling, startede initiativet til at bygge et hus for det kreative foreningsliv i Jelling. I 2006 besluttes af flytte bibliotek og borgerservice ind i det nye kulturhus og efterhånden fik projektet en flot opbakning fra mange fronter. Huset har været i gennem en lang proces, både hvad angår funktioner og arkitektur, men det gode samarbejde mellem foreninger, private og kommunen har givet synlige resultater. Et flot og indbydende byggeri med pondus til daglig brug og modstykke til byens øvrige attraktioner.

Tilgængeligt fra flere fronter

Byens Hus ligger godt og centralt placeret mellem banegården og Gorms Torv, på en grund, hvor byens mølle stod. Grunden skråner, hvilket heldigvis er en udfordring, der har givet anledning til en spændende arkitektur. Bygningen kan entréres fra flere sider og understreger dermed sin mangfoldighed. Ved hovedindgangen er der anlagt et trappeforløb, der lægger op til små møder eller ophold på trappen, fx inden en biograftur i Byens Hus. Byens Café vender ud mod et stort torv og giver dermed meget liv til den del af pladsen. Samtidigt er det naturligvis også en mere indirekte vej ind i bygningen. Bygningens udtryk er klart moderne, med sit formsprog og brug af tegl kombineret med store glaspartier.

Lofter giver karakter

I følge arkitekt Michael Christensen ved RUM a/s i Horsens, har bygningen været modulleret mange gange for at få de mange funktioner til at passe sammen og for at opfylde særlige krav fra myndighederne. Men ofte skal der en omvej til den gode løsning, og det er også tilfældet her.

Ved indgangen møder man et stort, luftigt rum, der giver en fin oplevelse af plads. Herfra er der adgang til Byens Café, biblioteket eller overetagen, hvor de øvrige funktioner er samlet. Der er tilmed glaspartier ind til funktionerne, hvilket giver endnu mere fornemmelse af gennemsigtighed og luftighed. Store glasdøre til bibliotek og caféen kan åbnes og skabe et rum, med plads til mange publikummer, ved særlige lejligheder.

I caféen er der en hævet scene for musik og i det ene hjørne brygges øl af Jelling Bryggeri. Troldtekt er det gennemgående loft, som sikrer den rigtige akustik i alle rum. I Caféen er der suppleret med 200 mm mineraluld på undersiden. I et hus med mange funktioner, mange udstillinger og opslag er det flot med et gennemgående loft med karakter. Sammen med de hvide vægge og de store vinduespartier opnåes en homogenitet og robusthed i huset som helhed.

Bibliotek på flere paner

Biblioteket har fået en fin placering i huset med flere niveau'er. Allerede i foyeren starter avislæsningen, mens bløde stole og et behageligt lys favner de sorte reoler, der klart signalerer at her er biblioteket. Børnene har deres egen afdeling centralt i rummet, hvor der er meget kontakt til resten af biblioteket, her er lave, buede reoler, bamsekrog og computere. En bred trætrappe leder ovenpå og trægulvet fortsætter på overetagen og giver en fin differentiering mellem etagerne, udover en forskellig loftshøjde. På denne etage - nær hovedindgangen findes også borgerservice i Jelling.

Plads til alle

De skiftende rumhøjder hænger fint sammen med funktionernes svingende krav. Der skal være plads til ølbrygning, en biograf og ovenlys til kunstnerne.

På overetagen ligger Byens Bio, drevet af frivillig arbejdskraft. I samme afsnit ligger "Møllen", hvor 15 lokale billedkunstnere og kunsthåndværkere deler værksted. En stort rum, med plads til alt fra keramik til filtning og maling og med dagslys både fra ovenlys og fra tagterrassen. Jelling Musikfestival har administration i en "kontorfløj" over biblioteket. Jelling Musikfestival driver også Byens Café nedenunder.

Derudover har Lokalhistorisk Arkiv lokaler og der er plads til små og store møder på etagen. Igen er Troldtekt et gennemgående materiale, der med sin grå nuancer giver kant til de hvide flader og glatte gummigulve.

Synergieffekten er ikke til at overse i Byens Hus. Huset er den rigtige ramme for det rige kulturliv i Jelling og her er opstået en fin atmosfære af god plads og hjemlighed, der appellerer til endnu mere aktivitet for byens borgere.