En arkitektperle med sorte akustiklofter

I Trekroner vest for København finder man et unikt arkitekttegnet hus, hvor der ikke er gået på kompromis med kvalitet. Resultatet er et tidløst hjem med højt til loftet og smukke detaljer.

Troldtekt akustiklofter i privatbolig
Foto: Tommy Kosior, Troldtekt A/S

I et let bakket område med udsigt over hede, mark og grønne områder troner en unik arkitektperle frem. ’Den sorte boks’, som huset bliver kaldt, tilhører Masi og Jimmi Normann-Balouch. To år efter at de købte grunden i Trekroner ved Roskilde stod huset på over 200 kvadratmeter færdigt – præcis som de drømte om. 

– Det tog os lang tid at finde ud af, hvordan huset skulle se ud. På et tidspunkt drømte vi om at bygge det af natursten eller som et lakehouse med masser af træ. Til sidst endte vi med en kombination af beton og eternit, og vi er lykkelige for det endelige resultat, hvor vi aldrig er gået på kompromis med kvaliteten, fortæller Masi Normann-Balouch.

Parret har skabt huset i samarbejde med arkitekten Allan Lorenzen. Masi Normann-Balouch arbejder til daglig med indretning og design og har stået for materialevalg og husets indvendige indretning. Hendes mand Jimmi Normann-Balouch er uddannet tømrer og arbejder som projektleder i en entreprisevirksomhed.

En kærlighed for detaljernes modsætninger

Parrets sans for kvalitet og kærlighed til detaljen skinner igennem i alle løsninger, der på elegant vis spiller på modsætninger. Den mørke facade står i kontrast til de store lyse rum med højt til loftet, og de tunge materialer som de grå betonklinker, de sorte lofter og det mørke køkken giver et smukt modspil til glasbroen, der forbinder de to etager, og den store grønne mosvæg i køkkenet.

– Vi er vilde med det hårde udtryk, huset har. Samtidig har det været vigtigt for os, at det var rart og hyggeligt at opholde sig i. Derfor har vi gjort meget for at bløde hjemmet op med grønne planter og træmaterialer, fortæller Masi Normann-Balouch.

Det kommer blandt andet til udtryk i egetræspersiennerne og det udendørs skur med listebeklædning.

Husets hjerte

Husets hjerte er det store køkkenalrum, hvor parret nyder at have gæster på besøg. Særligt deres store familier, der nemt kan tælle 40 personer, når alle er samlet. Derfor har de også gjort sig ekstra umage med akustikken. Løsningen blev sorte akustiklofter fra Troldtekt, der pryder hele hjemmet.

– Det sorte loft er elegant og skaber en fornemmelse af uendelig. Det skaber sammenhæng til den mørke facade samtidig med, at det giver rigtig god akustik, som er en nødvendighed med husets hårde materialer og den store rumhøjde, fortæller Masi Normann-Balouch.

I køkkenalrummet er indretningen tidløs og elegant med klassiske læderstole, grønt marmorbord og gyldne lamper.

Inspireret af udlandet

Husets to etager er forbundet af en svævende glasbro, der forbinder det store sociale køkkenalrum med den mere private soveafdeling. Kigger man på husets øverste etage, er det tydeligt at se, at parret er blevet inspireret af deres mange rejser til udlandet. Det store soveværelse går i ét med et spaområde med nedsænket jacuzzi og udsigt over grønne marker.

– Vi har rejst i både Thailand og på Maldiverne, hvor vi har nydt de luksuriøse hotelværelser med indbygget afslapningsområde. Det har vi ladet os inspirere af, men med rod i et nordisk og rent udtryk, som passer til husets øvrige indretning, fortæller Masi Normann-Balouch.