Lys, luft - og loft over lyden

Nord for Limfjorden har Martin Bach tegnet og opført sin nye villa, som passer godt ind i det ældre kvarter. Lyse materialer og en række af glasdøre mod sydvest lysner boligen op, mens blågrønne endevægge og akustiklofter tilfører en mere rustik kontrast.

Troldtekt, private home Vodskov
Foto: Tommy Kosior, Troldtekt A/S

I Vodskov nord for Aalborg er tømrer Martin Bach flyttet ind i sin netop færdiggjorte bolig – en aflang villa i ét plan på 236 kvadratmeter, hvoraf de 192 kvadratmeter er til beboelse. Han har selv tegnet huset, som i grundplan er dikteret af byggegrundens form.

Taget hælder flere grader

Resultatet er blevet en teglstensbolig i forskellige nuancer af lysegrå og med et sort, valmet tag, der har en hældning på 30 grader. I forlængelse af boligen ligger carporten, som er afrundet af sort træ. 

– På de fleste nye typehuse hælder taget kun 20 grader, og jeg synes, at det stejlere hæld får taget til at syne af lidt mere, forklarer Martin Bach.

Indvendigt giver tagets hældning en spændende og dynamisk loftsgeometri. Den viser sig især i det langsgående køkken-alrum, som er adskilt fra stuen med en mur, der strækker sig halvt ud i rummet.
Husets front mod sydvest har seks partier med glasdøre, så lyset strømmer ind, og hele facaden kan åbnes på lune dage.

Lofter med spots og lister

Gulvklinker og store glaspartier kan potentielt give meget rumklang i boligen. Derfor er alle husets lofter, også værelser og badeværelser, beklædt med hvidmalet Troldtekt akustik i en extrem fin struktur. Over køkkenet og i et bånd langs med husets midte er der bygget spots ind i loftet.

– Jeg har som tømrer monteret Troldtekt i rigtig mange byggerier, og det var ikke noget svært valg at tage det ind i min egen bolig. Især i de store rum sørger loftet for en god akustik, og så giver det visuelt et mere rustikt udtryk end en malet gipsplade, siger Martin Bach.

– Når man har et tag som vores, skal man selvfølgelig være særligt opmærksom de steder, hvor hældningerne mødes. Her har jeg valgt at sætte hvide trælister i samlingerne mellem Troldtekt pladerne, og jeg synes, det giver en pæn ­finish, fortsætter han.

Ud over Troldtekt loftet er blågrønne endevægge med til at bryde udtrykket fra de hvide vægge, lyse gulve og hvide køkkenborde. Det samme er den gråmalede væg bag køkkenbordene, som flankeres af grå skabe.