Kompasset

Nordjyllands første sikrede institution for unge er nordisk kvalitet.

Kompasset
Foto: Thomas Mølvig, architect MAA

Alt ånder fred og idyl her i bebyggelsen Kompasset, som er opført lige nord for Brønderslev. Inde mellem træerne ligger den lille enklave i gule tegl, som indpasser sig diskret i omgivelserne. Kompasset er dog ikke et helt almindeligt boligområde, men en sikret institution for unge mellem 14 og 18 år, der på den ene eller anden måde er svært utilpassede, og derfor i en periode skal placeres et sted, hvor de ikke er til fare for deres omgivelser.

Forstander Tina Maria Larsen fortæller: ”Der findes nu otte sikrede institutioner for unge i Danmark. Kompasset er den nyeste i rækken og den første af sin art i Nordjylland. Det er tilmed den første, der decideret er designet til formålet, og dermed adskiller den sig på mange måder fra de øvrige, som er indrettet i eksisterende bygninger. Det har betydet at alle løsninger har kunnet gennemtænkes helt fra bunden, og dermed er det blevet muligt at skabe et helstøbt anlæg, hvor arkitektur, pædagogik og sikkerhed spiller sammen.”

Bygningsanlægget består af i alt 6 fritliggende huse, der er forbundet med asfalterede stier. Mellem hovedbygningen og selve beboelsesområdet er der et 6 meter højt stålhegn, der på ingen måde kan forceres. En udendørs sluse skal passeres med en indlagt tidsforsinkelse, hvor den ene port lukkes før den næste kan åbnes.

Idrætsafsnittet er det højeste hus, og her er der indrettet motions rum samt en idrætssal med tilhørende omklædning. Dagslyset kommer ind i store mængder fra nordøst og på lofter og vægge er der Troldtekt, som giver en behageligt lydmiljø. To andre bygninger indeholder dels værksteder og dels undervisningslokaler. Troldtekt er i øvrigt anvendt som loftsbeklædning i hovedparten af institutionens mange rum, og flere steder fortsætter træbetonen også ud i de overdækkede udendørs arealer.

Selve de to identiske boenheder er disponeret omkring en central atriumhave og har opholdsrum, TV-stue og køkken liggende i ét samlet rumligt forløb. Værelserne er lagt i facadelinjen med udsigt til skoven, og de har eget bad / toilet.

Det er arkitekt Mads Østergaard fra Østergaard Arkitekter Aps i Aalborg, som med stor indlevelse har tegnet stregerne til Kompasset, der har en nordisk grundtone, hvor trivsel er prioriteret højt.