Før montering af Troldtekt®

Denne vejledning beskriver, hvordan du opbevarer dine Troldtekt akustikplader før montering.

Vigtigt at vide om træbeton

Troldtekt træbeton består af cement og træ, som er et naturmateriale. Derfor vil pladerne “arbejde” for at opnå samme temperatur og fugtighed som omgivelserne – ligesom f.eks. trægulve.

Hvis du monterer fugtige Troldtekt plader, risikerer du, at pladerne trækker sig sammen (krymper), når de tørrer, så der opstår mindre svindrevner. Det er derfor vigtigt, at du følger opbevaringsvejledningen nøje.

Hvis pladerne tager fugt til sig efter montagen, vil de blot skubbe sig ind i hinanden. Der er altså ikke risiko for at de udvider sig så meget, at de skubber til andre bygningsdele. 

Plademål og -vægte holder sig inden for den angivne tolerance, når omgivelserne har en temperatur på 23°C (+/- 2°C), og en relativ fugtighed på 50% (+/- 5 %).

Du bør ikke begynde at montere Troldtekt, før byggeriet er helt lukket, og der er sat varme på.

Kontroller pladerne ved modtagelse

Kontroller ved modtagelsen, at antallet af akustikplader er korrekt, og at pladerne ikke har synlige fejl og
mangler. Hvis der er fejl på pladerne, skal du indgive din reklamation med det samme. Troldtekt accepterer ikke reklamationer på synlige fejl og mangler, efter pladerne er monteret.

Sørg for den rette opbevaring

Vi anbefaler, at du opbevarer Troldtekt akustikplader indendørs. Det er vigtigt, at du fjerner eventuel emballage, da der ellers kan opstå kondens under emballagen – og det gør pladerne fugtige.

Det er desuden vigtigt, at Troldtekt pladerne ikke står i direkte sollys gennem vinduer, og at du ikke udtørrer
dem “skævt” med f.eks. en varmekanon.

Vi anbefaler ikke udendørs opbevaring af pladerne, da vejrforholdene kan påvirke pladerne. Hvis udendørs opbevaring alligevel er nødvendig, bør du beskytte pladerne med en presenning eller lignende, så de ikke bliver udsat for regn eller andre former for fugt. Sørg for, at den udendørs opbevaring er så kortvarig som muligt.

Akklimatiser pladerne efter behov

Troldtekt pladerne har været gennem en tørreproces, inden de forlader fabrikken i Troldhede. Hvis du opbevarer pladerne tørt efter modtagelsen, er det vores erfaring, at du ikke behøver at akklimatisere pladerne.

Hvis pladerne derimod har været opbevaret ved høj luftfugtighed, kan du med fordel ”pinde pladerne op” ved at lægger strøer mellem pladerne og lade dem akklimatisere indendørs i cirka 14 dage inden montering - se her hvordan.

Under akklimatiseringen tilpasser pladerne sig den temperatur og fugtighed, der er i rummet. Sørg for, at der er god ventilation i rummet. 

Understøt pladerne inden montering

Inden montering skal du opbevare dine Troldtekt plader i vandret position med god understøtning. Det kan for eksempel være på paller eller strøer.