En hjemlig atmosfære på husbyggerens eget kontor
Ombygningen af Willa Nordics kontor i Jönköping afspejler virksomhedens tilgang til arkitektur – med fokus på æstetik, akustik og ansvarlige materialer. Loftet er udført i sorte Troldtekt Tiles T24 baseret på FUTURECEM.
Ombygningen i Jönköping skulle give Willa Nordic et kontor, der afspejler virksomhedens arkitektoniske tilgang og samtidig skaber et arbejdsmiljø, der fungerer i hverdagen. Akustikken var et centralt fokus, især i den kompakte mødedel, hvor god lyd var afgørende for trivsel og ro i de omkringliggende kontorzoner.
”Vores mål var, at kontoret skulle afspejle det, vi arbejder med; at skabe unikke arkitektoniske hjem. Vi valgte sorte Troldtekt Tiles T24 for at skabe en varm og indbydende atmosfære, og det synes vi, er lykkedes. Samtidig har den gode lydabsorption bidraget til et behageligt arbejdsmiljø, og materialevalget understøtter vores fokus på at reducere CO₂-aftrykket,” fortæller Mattias Hjälmeby, indkøbschef hos Willa Nordic.
Et loft der samler helheden
De sortmalede paneler i FUTURECEM skaber en rolig, indrammet stemning og giver et markant visuelt udtryk, som harmonerer med virksomhedens designunivers. I kombination med træribber på enkelte vægge opnås både akustisk balance og en hjemlig varme.
Detaljerigdommen i loftet krævede præcision – med mange skrå tilpasninger og indbyggede installationer, der skulle gå op i en helhed. Troldtekt Tiles T24 gjorde det muligt at samle det hele i en enkel og harmonisk løsning. Projektet viste, hvor vigtigt det er at tænke lys og installationer ind tidligt i processen – både for det æstetiske udtryk og for håndværksmæssig kvalitet.