Ny rygrad i huset

Parcelhuset fra 1974 var ikke kærlighed ved første blik, men bygherreparret kunne se potentialet i huset og ikke mindst placeringen ved et naturområde.

Loftsbeklædning med akustikplader fra Troldtekt i private hjem

Det unge par kunne hurtigt fornemme, at en vellykket renovering af huset krævede en arkitekt tilknyttet opgaven. Anders Aalekjær Grønbech fra Arkitektfællesskabet blev den unge, visionære arkitekt, som kunne se mulighederne. Grebet har først og fremmest handlet om at få mere dagslys i boligen og åbne huset op til den udsigt, som ligger i forlængelse af huset. 

Anders Aalekjær Grønbech fortæller, at dette typehus skulle tilpasses stedet, men også passe til en ung families ønsker om luft og lys. Løsningen blev at bygge videre på det, der var. At begrænse ressourcer og store armbevægelser, men finde de arkitektoniske løsninger, som kunne løse opgaven. 

Dagslys fra gavl og ovenlys

En væsentlig forandring i huset blev at lave loft til kip i opholdsrummene og åbne gavlen mod baghaven og udsigten til det grønne, som blandt andet er en golfbane. Ifølge Camilla Larsen, som bor i huset med sin mand og søn, var Anders Aalekjær Grønbech modig og fik skabt en ny sammenhæng i huset med en ”lyskile” i taget. Først og fremmest giver ovenlys fra kippen en behagelig rumlighed, men på denne måde har huset også fået en gennemgående rygrad. Der er blevet åbnet mellem køkken og spisestue med et indre ”vindue”, som er med til at fordele dagslyset i alle opholdsrummene.

I spisestue, køkken og opholdsrum er der valgt Troldtekt line til lofterne, som også er en elegant måde at give rummene sammenhæng og karakter med linjerne. Opholdsrum med lys og luft kræver ofte også en akustikregulering, som Troldtekt pladerne også løser på bedste vis.