Sølvhuset i skovens dybe, stille ro

Godt gemt i skoven på Mols ligger Sølvhuset og lyser op som en sølvskive gennem terrænet. Hver eneste af sommerhusets 80 kompakte kvadratmeter er udnyttet optimalt, og når mørket falder på, er de sorte Troldtekt lofter med til at lægge en dyne af hygge over huset.

Troldtekt, Sølvhuset
Foto: Tommy Kosior, Troldtekt A/S

I modsætning til mange andre sommerhusejere gik Bruno ­Jakobsen ikke efter havudsigt, da han skulle vælge placeringen til familiens sommerhus. I stedet ligger sommerhuset Sølvhuset totalt isoleret på en 5.000 kvadratmeter skovgrund i Mols Bjerge. Bruno Jakobsen er indehaver af et design- og interiørstudio, og hans professionelle sans for indretning skinner igennem i hver eneste afkrog af det 16 meter lange og fem meter brede hus.

Sølvhuset er designerens egen drøm om det perfekte gemmested i skoven. Det er et sommerhus, der ikke er som de andre, og hvor hver eneste af de 80 kvadratmeter er optimalt udnyttet, så vi både kan have plads til overnattende gæster og børn på hemsen, forklarer Bruno Jakobsen.

Midt i naturen

Husets navn stammer fra facaderne af ubehandlet canadisk cedertræ, der efter kort tid vil få en naturlig sølvglans. Sammen med det sølvfarvede lakerede tag, tagrender og vinduer efterlader det huset som en skinnende skive i det grønne.

Fra det centrale opholdsrum er der en storslået udsigt til de træklædte skråninger via de store glaspartier på begge sider. Siderne kan åbnes, så der er fri adgang til den 130 kvadratmeter svævende terrasse i hårdt træ. Af samme grund er gulvet af epoxybeton, som let kan fejes rent efter livlig trafik fra snavsede børnefødder, når udeliv og indeliv smelter sammen i løbet af dagen.

– Leverummet i midten er til familielivet, og så har vi soveværelser i begge ender. Leverummet er opdelt af en stor køkken-ø, så de voksne kan sidde ved spisebordet, mens børnene leger i stuen. Takket være den gode akustik fra Troldtekt loftet lyder det ikke, som om vi sidder i samme ­lokale, siger Bruno Jakobsen. 

Mørket forvandler glas til vægge

Sølvhuset er født med sorte Troldtekt akustiklofter, dels fordi de mange hårde flader i leverummet udfordrer akustikken, dels på grund af ønsket om et sort loft.

– Noget af det første, jeg besluttede, var, at vi skulle have et sort loft. Når lyset forsvinder om aftenen, er det som om, at loftet sænker sig, så hyggen automatisk kommer, i takt med at mørket falder på. Sydsiden af terrænet er oplyst, og nordsiden bag huset er helt mørk, så loft og glas danner vægge, og man ikke længere føler man er i et glashus, siger Bruno Jakobsen.