Søjleskov med lysninger

I Haderslev Syd er der opført en ny folkeskole, der på flere planer er visionær. Dels er bygningens søjle-bjælke system og facader udført i træ. Dermed er skolen med sine 6500 m2 en af Danmarks største trækonstruktioner i nyere tid. Derudover hviler den pædagogiske linje på et grundlag af newzealandske principper om personaliseret læring og fleksible åbne læringsmiljøer.

Akustiklofter fra Troldtekt i skolebyggeri
Foto: Thomas Mølvig, arkitekt. Niels Nygaard, fotograf.

Det er Arkitema der - i tæt samarbejde med ingeniørfirmaet Sloth Møller og de øvrige rådgivere - har tegnet skolen, og det er gjort med stor indlevelse i både helhed og detalje. Selve hovedanslaget er i princippet en indspændt søjleskov i et fast modulsystem. Nogle af ”skovens” træer er så ”fældet”, og på den måde er det opstået lysninger med højt til loftet og smukke lysindfald. Andre steder er der dannet mere fortættede rum og huleagtige gemmesteder. Præcis som ude i naturen.

Små universer

Den nye skole er indrettet med 7 årgangsklynger, en klynge pr. årgang fra 0. klasse til 6. klasse. En klynge er et varieret læringsmiljø, til de maksimalt 70 børn som er på en årgang. Det består af en mængde meget forskellige rum, der spænder fra fordybelse til multifunktionelle værkstedszoner. Det varierende læringsmiljø åbner op for et væld af muligheder, som ikke er til rådighed i samme grad i en mere traditionel skolebygning.

Omlægningen fra klasseundervisning til årgangsundervisning i alle fag er en af hjørnestenene. De øvrige er fokus på bevægelse for alle, sund mad og bæredygtighed, samt nem adgang til naturen. Skoleleder Karsten Rudbeck udtrykker det på denne måde: ”Læring skal være lige så nemt og naturligt som at trække vejret”

Arkitekturen matcher det høje ambitionsniveau og de fysiske rammer er optimale i Erlev Skole. Det er en fornøjelse at opleve den store mangfoldighed af rum, som er forbundne med flydende overgange. Også det akustiske miljø er i topklasse med udstrakt brug af hvidmalede Troldtekt akustikplader i fin struktur.

Pernille Svendsen – Ass. Partner og Segmentchef Arkitema Learning – er særdeles tilfreds med den valgte akustikløsning:

”Jeg synes personligt at Troldtekt lofterne står flot til trækonstruktionerne og de mange interiørelementer i træ. Troldtekt løser både en akustisk opgave og passer godt i det samlede designkatalog på skolen. Pladerne har en overflade som er lidt grov på en god måde. Skolen skal ikke fremstå alt for fin og poleret, - den må gerne signalere at den tåler at man bruger den, hænger ting op, udstiller og flytter rundt. Her er plads til forandring.”

Akustikloft med ventilation

Ingeniørfirmaet SlothMøller har taget sig af indeklimaet. Skolen ventileres generelt med decentrale balancerede mekaniske ventilationsanlæg, hovedsageligt placeret på taget. Derudover er der udført den nødvendige procesventilation af de forskellige faglokaler og køkken.

Indretningen af de ventilationstekniske installationer har taget udgangspunkt i arbejdsmiljøvejledningen ”Når klokken ringer”, hvor væsentlige forudsætninger for et fornuftigt kvalitetsniveau for komfort- og procesventilation i skolerum er defineret, særligt med fokus på faglokaler.

Ventilationsprincippet er generelt diffus indblæsning igennem Troldtekt lofterne, der sikrer godt indeklima uden trækgener. Dette princip blev røgtestet i udførelsesfasen, for at sikre funktionen i et træbyggeri med trapeztag.