Skolen som en by i byen

Der er milevidt fra fortidens stramme skolebygninger til nutidens legende arkitektur for læring.

Troldtekt, Skovbakkeskolen
Foto: Thomas Mølvig (architect) & Adam Mørk

Skovbakkeskolen i Odder er en by i byen med indre torve, gader og rum til fordybelse eller leg. Rummene glider over i hinanden, og overalt er der nye vinkler og kig til nye steder. Det er en meget levende bygning, formet som fire platforme og i to niveauer med det store fællesrum som samlende centrum.

Den oprindelige skole i Odder blev bygget i 1956 og var efterhånden blevet ombygget til ukendelighed. Desuden var tiden løbet fra den statiske rumlige organisering omkring lange lige gangforløb. At renovere endnu en gang var en dårlig vej at gå i en tid med nye skærpede krav til undervisning og trivsel. Byrådet besluttede derfor at der skulle opføres en helt ny skole som OPS - Offentligt Privat Samarbejde - og i sommeren 2015 blev vinderprojektet præsenteret.

Det blev arkitekterne fra CEBRA, der løb med sejren sammen med MT Højgaard og DEAS Ejendomsudvikling. Nu efter to år er selve skolen for længst taget i brug, mens daginstitutionen Krible Krable Huset er ved at blive færdigbygget. Samtidig er de sidste gamle skolebygninger blevet revet ned til stor begejstring for de 650 børn, der nysgerrigt har fulgt processen på nærmeste hold.

Saddeltage og smukke gråtoner

Man genkender den arkitektoniske signatur, som kendetegner CEBRA i både eksteriør og interiør. Bygningen virker venlig og imødekommende på trods af sin størrelse. Den store skala er brudt ned ved at give facaderne et farvespil i gråtoner og ved at udforme enhederne med saddeltage. De mange vinduer er placeret i en dynamisk komposition, som for det utrænede øje virker tilfældig, men som naturligvis er nøje planlagt. Enkelte steder skyder huset sig ud, og træbeklædte partier giver huset en varme i udtrykket, som står i kontrast til de ellers kølige grå facader.

Skolens store fællesrum og mange aktive gangarealer bød akustisk set på en udfordring af store dimensioner. Nogle steder endda med meget højt til loftet og gigantiske skrå flader, der mødes i dramatiske vinkler. Løsningen blev montering af hvide Troldtekt akustikplader, som både visuelt og lydmæssigt giver ro i ”de offentlige zoner”.