Cradle to Cradle: Troldtekt rykker op fra sølv til guld

3:e mar. 2022

Troldtekt runder nu endnu en milepæl i det strategiske arbejde med bæredygtighed: Hele serien af Troldtekt træbetonprodukter rykker op fra sølv til guld i det bæredygtige designkoncept Cradle to Cradle. Det nye certifikat er opnået efter skiftet til nye malingrecepter i produktionen.

Efter ti år med en Cradle to Cradle sølv-certificering avancerer serien af Troldtekt akustikløsninger i træbeton nu til guld. Visionen bag Cradle to Cradle er en verden, hvor producenter designer deres produkter til en cirkulær økonomi – altså hvor materialer kan indgå i nye kredsløb. Avancementet til guld er primært resultatet af, at Troldtekt har taget nye malingrecepter i brug i produktionen.

Skiftet til den nye maling betyder, at Troldtekt rykker to niveauer op – fra sølv til platin – inden for materialesundhed, som er en af de fem kriteriekategorier i Cradle to Cradle-certificeringen. Og da Troldtekt i forvejen ligger på guld- eller platinniveau i de øvrige fire kategorier, udløser det en samlet guldcertificering. Certificeringen er officielt gældende fra 1. marts 2022.

– For mere end et årti siden valgte vi at basere vores forretningsstrategi på Cradle to Cradle-principperne. Siden har vi optimeret vores produktion ved at skifte til vedvarende energi, systematisk genanvende affald og meget andet. Materialesundhed, og helt specifikt de holdbarhedsbevarende stoffer i malingen, har været den eneste barriere for at opnå en guldcertificering. Derfor er de nye malingrecepter en milepæl for os.

Sådan lyder det fra Tina Snedker Kristensen, bæredygtigheds- og kommunikationschef hos Troldtekt A/S.

– Det er ikke bare et hjørne af vores sortiment, der nu er cradle to cradle-certificeret på guldniveau Det er hele sortimentet af Troldtekt træbetonprodukter i natur og malet i vores standardfarver, hvid, grå og sort. Herunder også vores designserie og vores helt nye CO2-negative akustikplader baseret på cementtypen FUTURECEM™, fortsætter hun.


Nye recepter er mere bæredygtige

I praksis betyder det systematiske arbejde med Cradle to Cradle, at Troldtekt kender alle indholdsstoffer i akustikpladerne helt ned til 100 milliontedele. Analysen har vist, at pladerne ikke indeholder stoffer, som er skadelige for mennesker og miljø. Sunde indholdsstoffer er en forudsætning for, at produkter kan indgå i biologiske og tekniske kredsløb. Og sunde kredsløb er hele forudsætningen for en cirkulær økonomi.

De holdbarhedsbevarende indholdsstoffer –  biocider – i malingen til akustikpladerne har dog hidtil været en barriere for at opnå Cradle to Cradle-guldcertificering. Men nu er det lykkedes at udvikle recepter, hvor der er anvendt en nyere og mere bæredygtig konserveringsteknologi.

– Holdbarhedsbevarende stoffer er nødvendige for at undgå, at vi skal kassere store mængder maling på grund af kort holdbarhed og løbende farveskift i vores produktion. Siden vi installerede et nyt maleranlæg i 2016, har vi opsamlet og genbrugt overspray fra vores malerkabine, og det har reduceret vores spild af maling med 70 procent. Hvis vi fjernede de holdbarhedsbevarende stoffer, ville vi ikke længere kunne genanvende overspray, fordi malingen så kunne rådne. Det ville anslået give os et større spild på 200.000 liter maling om året, forklarer Vibeke Pedersen, teknisk chef hos Troldtekt A/S.

– Efter en længere dialog med vores malingleverandører er vi nu nået frem til en ny og holdbar malingrecept, som er uden de skadelige biocider. Den nye maling har stadig en holdbarhed, så vi kan genanvende overspray. Det har krævet produktudvikling og omfattende test af recepterne i vores produktion. Så der ligger et grundigt arbejde bag, at vi nu har fået en guldcertificering i hus, fortsætter hun.

FAKTA: Troldtekt og Cradle to Cradle

  • I 2012 opnåede Troldtekt sin første Cradle to Cradle-certificering. Undervejs stod det klart, at Cradle to Cradle ikke bare er en produktcertificering, men at der er behov for en strategisk tilgang for at arbejde seriøst med principperne.
  • Derfor valgte Troldtekt at basere forretningsstrategien på Cradle to Cradle-principperne og offentliggjorde et strategisk roadmap for forbedringer inden for de fem kriteriekategorier i Cradle to Cradle frem mod 2022.
  • De nye malingrecepter er den seneste af en række milepæle, der har ført til, at Troldtekt nu er avanceret til en guldcertificering. Certificeringen omfatter hele serien af Troldtekt træbetonprodukter i natur og malet i standardfarverne hvid, grå og sort.
  • Det nye guldcertifikat er en såkaldt interim-certificering, da Troldtekt først skal re-certificeres i Cradle to Cradle-systemet i 2023. Interim-certificeringen sker efter Cradle to Cradles version 3.1, mens næste års re-certificering bliver efter version 4.0.
Troldtekt cradle to cradle scorecard gold
Efter avancement fra sølv til platin inden for materialesundhed er Troldtekt nu på guld- eller platinniveau i alle Cradle to Cradles fem kriteriekategorier.