Moderne apotek med lang tradition

Hirsch-Apothek i byen Haltern am See i den tyske delstat Nordrhein-Westfalen er et imponerende eksempel på, hvordan man kan forbinde tradition med fremskridt.

Troldtekt Hirsch Apotheke
Foto: Olaf Wiechers, architect

Herfra driver apoteker og fødevarekemiker Klaus Dewies sin forretning, som han overtog efter sin far i 1982, i en fredet, klassicistisk bygning fra det 19. århundrede. Bygningen, som har en af de smukkeste facader i Haltern am See, har siden 1857 huset det ældste apotek i denne idylliske by i den nordligste del af Ruhr-området. 

Dewies og hans team tilbyder både traditionelle lægemidler, forskellige serviceydelser og en lang række egenproducerede medikamenter på plantebasis – særlig berømt er Klaus Dewies for sine legendariske forkølelsesdråber. De forskellige læge- og krydderurter opbevarer Klaus Dewies i store krukker af ahorntræ, som allerede i 1857 blev beundret af repræsentanter for den kongelige regering i Münster, og som har et strejf af nostalgi over sig i dag.

I dag er Hirsch-Apotek, som har gennemgået en omfattende renovering efter en brand med efterfølgende vandskade, moderne, lyst og venligt indrettet. Gennem høje vinduer strømmer lyset ind i salgslokalet, hvis trædiske giver rummet et meget imødekommende look. I midten af rummet er der et lysegrønt, polstret siddearrangement, som ikke kun giver kunderne mulighed for at sætte sig ned og hvile sig, men også sætter et tydeligt farvemæssigt aftryk på hele rummet. Rummet virker alt i alt åbent og venligt og er den perfekte kulisse for en snak med den populære apoteker.

Et opsigtsvækkende centralt element i loftet er en stor gylden ornamentering i Biedermeier-stil, der er rammet ind af et lysbånd, som er integreret i loftet. De hvide Troldtekt-akustikloftsplader passer med deres stoflige overflade og lyse farve perfekt til gulvbelægningen og giver rummet en varm og hyggelig atmosfære. Derudover forbedrer loftspladerne akustikken effektivt, de opfylder alle gældende brandbestemmelser og består udelukkende af de to materialer træ og cement.