Moderne etplanshus med stilrene linjer

Der er tænkt over hver eneste detalje i Jacob og Miriams hus i Vejle. Hjemmet emmer af skandinavisk enkelhed med inspiration fra 70’ernes parcelhuse. Resultatet er et stilfuldt hjem med personlighed.

Troldtekt akustiklofter i privatbolig
Foto: Anette Roien

Da Jacob og Miriam Honnens Lund først kiggede på, hvor de skulle slå sig ned, var nybyggeri ikke på parrets radar. Undervejs i boligjagten forelskede de sig alligevel i tanken om, at de kunne bygge deres drømmehus fra bunden. Og så var der ikke langt fra tanke til handling. Kort tid efter kunne parret flytte ind i et nyopført etplanshus på knap 200 kvadratmeter.

– Det har været en stor fornøjelse at kunne bygge og designe det hus, vi drømte om. Det gav pludselig nogle helt andre muligheder, end hvis vi skulle renovere og istandsætte et gammelt hus, som det oprindeligt var planen, siger Jacob Honnens Lund.

Sammen med sin hustru Miriam har han været med til at tegne og udvælge materialer til huset.

Inspireret af 1970’erne

Deres nye drømmehjem i Vejle emmer af minimalisme og ikke mindst en forkærlighed for 1970’ernes fladtagshuse. Den gule murstensfacade og de mørke vinduespartier sender tankerne tilbage til de traditionelle parcelhuskvarterer, mens store, grå klinker og en lys indretning giver hjemmet et enkelt, skandinavisk udtryk.

– I hele byggeprocessen har vi haft øje for, at indretningen er stringent og passer sammen. Vi synes, vi har fået det bedste fra begge verdener og er endt med et hjem, der både er elegant og personligt, siger Jacob Lund.

Et ensartet udtryk

Det er tydeligt, at der er tænkt over hver eneste detalje i både indretning og materialevalg. For eksempel er flere materialer anvendt både inde og ude – blandt andet akustikpladerne fra Troldtekt, de grå klinker og de gule mursten.

– Vi ville gerne skabe et udtryk med rene linjer. Derfor ligger loftpladerne i gitter, og de flugter med klinkerne i gulvet. Vi vidste tidligt i byggeprocessen, at vi ville vælge en løsning, der var god for akustikken, og valget faldt derfor på Troldtekt akustikloft i hele huset – et valg, vi er rigtig glade for, siger Jacob Lund

– Før hen boede vi i et smukt, gammelt rækkehus, men der var enormt dårlig akustik. Det er en dårlig kombination med små børn. Derfor var det vigtigt for os at bygge et hus, hvor vi kunne have venner og familie samlet uden generende støj, fortsætter han.  

Husets hjerte

Det er særligt det store køkkenalrum – der er husets største rum – som familien samles i. Sammen med den enkle indretning og det gennemgående materialevalg giver de mange egetræselementer masser af lys, luft og varme.  

– Vi har bevidst valgt, at køkkenalrummet skulle være husets hjerte. Det er her, vi bruger størstedelen af vores tid, og derfor har vi kræset ekstra meget om rummet – blandt ved at investere i en stor køkken-ø i egetræ, som vi nyder at samles om, fortæller Jacob Honnens Lund.

I forlængelse af køkkenalrummet er der et stort skydedørsparti og en stor terrasse, som giver fornemmelsen af et ekstra rum, når dørene står åbne.