Troldtekt er tilsluttet FN Global Compact
Siden 2010 har Troldtekt været en del af FN Global Compact, som er verdens største initiativ for ansvarlighed i erhvervslivet. Med tilslutningen forpligter vi os til at efterleve ti principper inden for menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder, miljø og antikorruption.

Som generalsekretær i FN lancerede Kofi Annan i 2000 et nyt sæt af retningslinjer for virksomheders arbejde med samfundsansvar. FN Global Compact hedder initiativet, som er frivilligt for virksomheder at tilslutte sig.
Hos Troldtekt tilsluttede vi os i 2010, og dermed forpligter vi os til at efterleve ti grundlæggende principper inden for fire hovedområder:
> menneskerettigheder
> arbejdstagerrettigheder
> miljø
> antikorruption
Ifølge Global Compact Network Denmark har over 25.000 virksomheder og organisationer på verdensplan tilsluttet sig FN Global Compact, heraf over 650 i Danmark (tal fra 2025).
Dokumenterer fremskridt årligt
Som tilsluttet virksomhed rapporterer vi årligt om vores fremskridt via den såkaldte Communication on Progress (CoP). Det er i praksis en online-erklæring, hvor vi svarer på spørgsmål inden for FN Global Compacts fire hovedområder. Samtidig genbekræfter vores årlige udfyldelse af CoP, at vi er tilsluttet initiativet og efterlever de ti principper.
Online-erklæringen med spørgsmål skal blandt andet gøre det lettere for de tilsluttede virksomheder at identificere udfordringer og sætte mål inden for arbejdet med samfundsansvar.
Foruden den separate CoP udgiver Troldtekt hvert år en ESG-rapport (tidligere CSR-rapporter), hvor vi går mere i dybden med vores arbejde og resultater inden for samfundsansvar. Formålet med rapporten er at være transparente og konkrete.
Principperne i praksis
Du kan læse FN Global Compacts ti principper i deres fulde ordlyd på FN Global Compacts hjemmeside.
Hos Troldtekt har vi en række politikker, som beskriver, hvordan vi i praksis efterlever principperne – og hvordan vi kræver, at også vores leverandører efterlever dem. Derudover er flere af principperne i tråd med designkonceptet Cradle to Cradle, som siden 2012 har været en strategisk ramme om Troldtekts arbejde med bæredygtighedstiltag i både vores forretning og produkter.
Her kan du se, hvordan vi arbejder med hvert af FN Global Compacts fire hovedområder:
Menneskerettigheder
Af Troldtekts leverandørpolitik (Supplier Policy) fremgår det, at vi støtter beskyttelse af menneskerettigheder, som de fremgår i The International Bill of Human Rights. Her uddyber vi blandt andet også, hvordan vores leverandører er forpligtet til at forhindre enhver form for børnearbejde og slaveri.
Troldtekt har siden 2022 været en del af den globale koncern Kingspan Group, og vi efterlever Kingspans politik for menneskerettigheder (Human Rights Policy), som vedrører alle medarbejderes interaktion med kolleger, forbrugere, samfund, leverandører og andre forretningspartnere.
Arbejdstagerrettigheder
Medarbejdernes vilkår er forankret i Troldtekts personalepolitik, i vores samarbejdsudvalg (SU) og i vores arbejdsmiljøudvalg (AMO). Det gælder alt fra løn og arbejdstid til vilkår ved sygemelding.
Desuden er ”respekt for kollegers sikkerhed og velvære” et kerneprincip i Kingspans adfærdskodeks (Code of Conduct).
I vores leverandørpolitik stiller vi også krav til leverandørers behandling af deres medarbejdere inden for områder som sundhed, sikkerhed, ligestilling og generelt arbejdsmiljø.
Miljø
Arbejdet med miljøtiltag er et hovedfokus i Cradle to Cradle-konceptet. Hele serien af Troldtekt træbetonprodukter (i natur og standardfarver) er Cradle to Cradle Certified® på guldniveau. Certificeringen er en international type I-certificering, som følger principperne og procedurerne defineret i ISO 14020 og ISO 14024. Certificeringen indebærer tredjepartsverificering.
Derudover er et af kerneprincipperne i Kingspans adfærdskodeks ”fastholdelse af vores forpligtelse til en mere bæredygtig fremtid”. I praksis lever Kingspan og koncernens selskaber op til forpligtelsen med en række tiltag i regi af bæredygtighedsprogrammet Planet Passionate, der har ambitiøse mål inden for CO2-udledning, energi, cirkularitet og vand.
Endelig kræver vi i vores leverandørpolitik, at leverandører lever op til internationale miljøstandarder, som er i tråd med ISO14001 – samt at de arbejder med affaldshåndtering, bevarelse af ressourcer og begrænsning af emissioner.
Antikorruption
Hos Troldtekt har vi nultolerance over for svindel, bestikkelse og korruption i enhver form. Vi følger retningslinjerne i Kingspans politik mod svindel, bestikkelse og korruption (Anti-Fraud, Bribery & Corruption Policy).
Politikken præciserer, at hverken medarbejdere eller samarbejdspartnere må tilbyde eller modtage ydelser med henblik på at opnå urimelige fordele – hverken kommercielt eller personligt.