Achitects Know-How session sætter fokus på materialer i den cirkulære økonomi
Tilmeld dig online eventen ’Material Matters – the circular economy’, som live-streames 14. december. Den anerkendte arkitekt Thomas Rau (RAU Architects / Turntoo) og kommunikationschef Tina Snedker Kristensen (Troldtekt), står for oplæggene.
Sæt kryds i kalenderen mandag den 14. december kl. 16.45-18.15, og tilmeld dig know-how sessionen om byggematerialer i den cirkulære økonomi. Sessionen, som er målrettet arkitekter, foregår online via Zoom.
Keynote er Thomas Rau, som i mange år har været en af frontkæmperne for et bæredygtigt samspil mellem mennesker og natur. Han har stiftet virksomhederne RAU Architects og Turntoo, der med base i Amsterdam har udviklet koncepter og forretningsmodeller inden for cirkulær økonomi i byggeriet. Thomas Rau har også skrevet bogen ’Material Matters’, og i 2013 blev han kåret som Årets Arkitekt i Holland.
Akustikplader i sunde kredsløb
Sessionens anden oplægsholder er Tina Kristensen, kommunikationschef hos Troldtekt. Troldtekt akustikplader har siden 2012 været certificeret efter designkonceptet Cradle to Cradle, hvor cirkulære kredsløb er omdrejningspunktet.
I forbindelse med certificeringen er det grundigt dokumenteret, at akustikpladerne er fri for stoffer, som er skadelige for mennesker og miljø. Det betyder, at pladerne kan vende tilbage til det biologiske kredsløb som næringsstof eller til det tekniske kredsløb som råvare i cementproduktion.
Sessionen 14. december er en del af Architects Know-How Sessions, som de tyske eventvirksomheder The Art of Business og Architects, not Architecture står bag. Formålet er videndeling inden for byggeriet. Sessionen er på engelsk, og efter oplæggene kan du som deltager selv deltage i debatten med dine input og spørgsmål.