3daysofdesign: Gourmet og god akustik i æstetiske rammer

Flere faktorer spiller ind på den gode spiseoplevelse. Lyd, design og bæredygtighed er elementer, som flere restauranter prioriterer. Og netop de var i fokus, da Troldtekt lagde showroom til events under 3daysofdesign i København.

24.08.2022

Lækker mad, hyggelig indretning, god akustik og et dokumenteret bæredygtigt interiør. Den opskrift er med til at løfte oplevelsen, når vi går på restaurant eller bar. Lyden og designet kan have næsten lige så stor indflydelse som det på tallerkenen og i glasset.

Ved festivalen 3daysofdesign i København i midten af juni 2022 diskuterede et skarpt panel netop vigtigheden af at tænke i oplevelser frem for enkelte elementer, når man designer og indretter restauranter.

Troldtekt var vært for paneldebatten ’Bæredygtig akustik & gourmet’, hvor forfatter og videnskabsjournalist Tor Nørretranders, designer Anders Busk Faarborg fra ATM design og Troldtekts kommunikations- og bæredygtighedschef, Tina Snedker Kristensen, fik en god diskussion om deres tilgange til restaurantoplevelser.

Med sikker hånd modererede journalist og radiovært Anja Thordal den spændende debat, hvor paneldeltagerne delte ud af deres viden og erfaringer med bæredygtighed i produktion og design. Paneldeltagerne kom også omkring deres individuelle risikovillighed til at gå nye veje i designet.

God akustik på tallerkenen

God akustik har længe været relativt overset på mange restauranter, men betydningen af lyd er for alvor i de seneste år blevet et vigtigt parameter i designet. Det skyldes, at vi er blevet mere bevidste om helhedsoplevelsen, når vi går ud og spiser, lød det fra Tor Nørretranders i paneldebatten.

Ifølge forskningen har akustik, støj og musik stor indflydelse på, hvordan vores sanser opfatter det, vi spiser og drikker.

Godt design skal holde i længden

Uanset om vi snakker produktion eller design, er fokus på dokumenteret bæredygtige løsninger blevet en naturlig del. I paneldebatten fortalte Anders Busk Faarborg om det ansvar, virksomheder har, når de udvikler nye produkter til markedet: Bæredygtighed handler nemlig også om holdbarhed.

Produkter og løsninger skal kunne holde i lang tid, både gennem materialevalg og design, når vi for alvor skal snakke bæredygtighed, mener Anders Busk Faarborg.

Se hele den spændende paneldebat fra 3daysofdesign og få inspiration til bæredygtighed, god akustik og godt design.

> Download også vores Troldtekt inspirationsmagasin og bliv inspireret til at designe restauranter og barer, hvor akustik og æstetik går op i en højere enhed.

Fakta: Troldtekt på 3daysofdesign

Festivalen 3daysofdesign er et af årets højdepunkter for designinteresserede med events og foredrag i hele København. Troldtekt afholdt – foruden paneldebatten – flere arrangementer ved 3daysofdesign:

> Arkitekt Dorte Friis fra Spacelab og Troldtekts salgschef, Ole Villumsen, tog gæsterne med bag kulissen i designet af Troldtekts nye showroom i Gardergården i København K. Se vores film fra showroomet, hvor Dorte Friis fortæller om tankerne bag designet

> To aftener åbnede Troldtekt dørene for arkitekter til ’Dinner & drinks med god akustik’. To succesfulde aftener, hvor der på tværs blev delt inspiration om bæredygtighed, god akustik og godt design.

> Under hele festivalen var showroomet desuden åbent, og besøgende fra både ind- og udland lagde vejen forbi vores nye rammer i Gardergården.