Ny Troldtekt plade er blandt fremtidens bæredygtige materialer

Troldtekt baseret på FUTURECEM™ er udvalgt til en materialeudstilling på Orgatec-messen i Köln. Udstillingen ’Materials4Future’ fremhæver innovative materialer, der reducerer klimaaftrykket fra indretning af bygninger.

19.10.2022

Lofter, vægge, møbler og andre materialer til indretning spiller en vigtig rolle i byggeriets omstilling til cirkulær økonomi. Orgatec-messen i Köln, der forventes at tiltrække flere end 56.000 besøgende, sætter fra 25. til 29. oktober fokus på fremtidens kontor.

En del af messen er den cirka 400 kvadratmeter store særudstilling ’Materials4Future’, hvor besøgende kan opleve 120 innovative og bæredygtige materialer til indretning. Arrangørerne har nøje udvalgt materialerne – og et af dem er den nye Troldtekt akustikplade baseret på cementtypen FUTURECEM, som kom på markedet i begyndelsen af 2022.

CO2-negativ under produktion

På messen kan besøgende opleve en Troldtekt akustikplade af varianten Troldtekt v-line, som er produceret med den CO2-reducerede FUTURECEM frem for traditionel cement. Den anden råvare i Troldtekt pladerne er certificeret rødgran (FSC®C115450 og PEFC™).

Træet i akustikpladerne optager mere CO2 under opvæksten i de danske skove, end produktionen af FUTURECEM udleder. Og da Troldtekt bruger 97,8 procent vedvarende energi til fremstillingen af akustikpladerne, har Troldtekt baseret på FUTURECEM samlet set et negativt CO2-aftryk under produktion.    

Det negative CO2-aftryk gælder i fase A1-A3 i Troldtekts miljøvaredeklaration (EPD), som omfatter råvareudvinding, råvaretransport og fremstilling af akustikpladerne.

Troldtekt baseret på FUTURECEM har tidligere i 2022 modtaget en Green Product Award og en German Innovation Award. Løsningen er desuden nomineret til den prestigefulde Deutscher Nachhaltigkeitspreis 2023.

Oplev udstillingen ’Materials4FUTURE’ på Orgatec i Koelnmesse, 25.-29. oktober 2022. Find praktiske informationer på Orgatecs hjemmeside.

Foto: Helene Høyer Mikkelsen, architect Jens Dresling/Ritzau Scanpix
I filmen kan du få en kort introduktion til Troldtekt akustikplader baseret på cementtypen FUTURECEM.