Cradle to Cradle: Troldtekt får guld efter skærpet standard

Troldtekt akustikplader har opnået guld i alle fem kategorier i re-certificeringen efter den nye version 5.0 af Cradle to Cradle Certified®. Certificeringen giver bygherrer og rådgivere en uvildig vurdering af blandt andet materialesundhed, cirkularitet og sociale forhold.

28.08.2026

Troldtekt akustikplader fastholder sin guldcertificering efter Cradle to Cradle Certified® i forbindelse med re-certificeringen efter standardens nyeste version i juli 2026. Certificeringen bekræfter, at Troldtekt fortsat lever op til de høje krav i den internationalt anerkendte standard. En vigtig milepæl for både den danske producent af akustikløsninger og dens kunder.

– Vi har arbejdet strategisk med Cradle to Cradle-principperne i 15 år, og i den periode har CO2, en ansvarlig værdikæde og cirkularitet fået gradvist større betydning for vores kunder. Certificeringen sikrer, at både bygherrer og rådgivere får en uvildig vurdering af Troldtekts arbejde inden for blandt andet de områder, siger Cécile Vassort, Head of Product, Marketing & Sustainability hos Troldtekt A/S.

– Cradle to Cradle har stor værdi, fordi kravene løbende bliver skærpet og holder os til ilden, tilføjer hun.  

Troldtekt var tidligere certificeret efter version 3.1 i Cradle to Cradle Certified, men er nu opgraderet til den nyeste version 5.0. Guldcertifikatet er gyldigt i tre år og omfatter størstedelen af Troldtekt træbetonplader i natur og malet i standardfarver.

 

Dokumentation i fem kategorier

Cradle to Cradle Certified vurderer produkterne i fem kategorier: Material Health, Product Circularity, Clean Air & Climate Protection, Water & Soil Stewardship og Social Fairness. Under re-certificeringen er dokumentationen igen blevet skærpet og tredjepartsverificeret på tværs af de fem kategorier.

– For os ligger styrken i bredden og den grundige tilgang. I den nyeste standard er dokumentationskravene vokset markant, så vi har været rundt i alle hjørner af virksomheden og hos flere underleverandører. Det er en sund øvelse, som matcher vores systematiske og holistiske tilgang, siger Cécile Vassort.  

 

Cirkularitet som en del af den løbende udvikling

Cradle to Cradle Certified® handler blandt andet om at arbejde systematisk med cirkularitet og sikre, at materialer bevarer deres værdi længst muligt. Derfor er Product Circularity også et vigtigt fokusområde i Troldtekts løbende udviklingsarbejde.

– Vores re-certificering efter Cradle to Cradle Certified® version 5.0 er en bekræftelse af, at vi arbejder målrettet med principperne for cirkulær økonomi. Certificeringen giver os en struktureret ramme for løbende at forbedre vores produkter og processer inden for blandt andet materialer, cirkularitet og ressourceanvendelse, siger Cécile Vassort.

Troldtekt har ved re-certificeringen i juli 2026 opnået guld i alle Cradle to Cradle Certifieds fem kategorier. Dermed opnår akustikpladerne en samlet guldcertificering.

FAKTA OM CRADLE TO CRADLE CERTIFIED®

  • Cradle to Cradle bygger på en vision om at designe produkter, der skaber værdi for både mennesker, miljø og samfund. Målet er ikke blot at reducere negative påvirkninger, men at udvikle produkter og materialer, der kan indgå i sikre kredsløb og bidrage positivt gennem hele deres livscyklus.
  • Cradle to Cradle Products Innovation Institute står bag certificeringen og skærper løbende kravene, så de altid som minimum stemmer overens med lovkravene.
  • Et væsentligt formål med produktcertificeringen Cradle to Cradle Certified® er derfor de løbende fremskridt inden for certificeringens fem kategorier.
  • Troldtekt opnåede sin første certificering i 2011.

 

FAKTA OM TROLDTEKT

  • Troldtekt A/S udvikler og producerer akustikløsninger til lofter og vægge.
  • Siden 1935 har træ og cement været råvarerne i produktionen, som foregår i Danmark under højteknologiske forhold.
  • Troldtekt har siden 2022 været en del af den irske byggekoncern Kingspan Group, der er global leverandør af højeffektive isolerings- og klimaskærmløsninger med tilstedeværelse i over 80 lande.