Bæredygtigt byggeri til næste generation

"Kinder- und Jugendzentrum Pankratiusstraße" i Darmstadt i Tyskland samler tre forskellige faciliteter på ét sted.

Foto: Thilo Ross

På den centrale beliggenhed i kvarteret Martinsviertel har det lokale arkitektbureau Waechter + Waechter Architekten skabt en fladtaget bygning på to etager med daginstitution, ungdomscenter og SFO på et brutto-gulvareal på 2.600 kvadratmeter.

Bygningen passer med sine store vinduespartier, der er kombineret med beton og træfarvede vinduesprofiler og vægpaneler, perfekt ind i omgivelserne, som bl.a. er domineret af byens store tekniske universitet.

Grønt tag med plads til leg

Et særligt arkitektonisk træk ved bygningen er det grønne tag på ca. 520 kvm, der fungerer som en stor gårdhave for de omkring 80 børn, der har deres daglige gang i daginstitutionen på øverste etage. Rundt om gårdhaven ligger daginstitutionens gruppe- og funktionsrum. Vinduerne, der strækker sig fra gulv til loft, lukker meget lys ind og skaber en åben og venlig atmosfære.

I stueetagen er der blandt andet fire store opholdsrum, en række gruppe- og afslapningsrum til skolebørnene og en kantine. Omdrejningspunktet for det internationale ungdomscenter i stueetagen er et centralt multifunktionelt indgangsområde med vinduespartier fra gulv til loft.

Træ og beton præger interiøret

Inde i den nye bygning, der modtog en bæredygtighedspris i 2020, finder man de samme materialer som udenfor. Her er lyse betonvægge og gulve kombineret med elementer og vinduesrammer lavet af lyst træ. Den klare struktur understreges af hvide døre og hvide møbler. Det rene look brydes af gardiner i forskellige farver. I loftet er der installeret Troldtekt-akustikplader i lys natur, som passer perfekt ind i det overordnede koncept og skaber en behagelig atmosfære.