Mønstereksempel på transformation

Rosenhøj er en stor almen bebyggelse opført i slutningen af 1960’erne. En ambitiøs og gennemgribende renovering har givet bydelen et helt andet udtryk, og den oplever stigende popularitet. I 2017 fik Rosenhøj RENOVER prisen for landets bedste renovering.

Akustikplader fra Troldtekt som loftsbeklædning i boligbyggeri
Foto: Helene Høyer Mikkelsen, architect

Tidligere var Rosenhøj en bebyggelse med et monotont, massivt udtryk. Alle blokke var ens, og fællesarealerne præget af parkeringspladser. Nu er de 27 blokke opdelt i 11 kvarterer med hver deres kvarters-torv og parkstrøg.

Boligblokkene har fået fire forskellige facadetyper, som gør en stor forskel for oplevelsen af stedet. Boligerne har desuden fået nye udvendige altaner, der giver mere interaktion med de grønne områder og boliggaderne.

Med de nye facader og energirenoveringen har beboerne også fået et bedre indeklima og et bedre energiregnskab. Udover en god boligstandard er der også sket en markant forbedring af trivslen og det sociale fællesskab.

Nye bygninger

Med den nye struktur og nye facader fulgte også en ny landskabelig bearbejdning, som klæder helheden og binder Rosenhøj sammen.

Med renoveringen er cirka en fjerdedel af boligerne omdannet til tilgængelighedsboliger, som blandt andet betyder, at der er tilføjet en elevator til opgangen. I disse opgange er der anvendt Troldtekt akustiklofter, som både virker fornyende på opgangen og forbedrer akustikken.

Elevatortårnet er klædt i sortmalet træ. Helt nye boligformer er tilføjet, som ungdomsboliger i en skulpturel etagebygninger og små punkthuse mellem blokkene. Varmemester-teamet har også fået nye rammer i en teglbygning, hvor man også finder Troldtekt indendøre.