En søhest i stor skala

Ser man boligbebyggelsen Søhesten fra Ringgadebroen i Aarhus, er det tydeligt, at Boligforeningen Ringgårdens afdeling ved Godsbanen ligner en søhest, hvorved bygningen hurtigt har fået en stærk identitet.

Foto: Helene Høyer Mikkelsen, architect MAA

Bygningen udgøres af otte sammenhængende enheder i faldende højde fra 10 til fire etager, forskudt for hinanden, hvorved bygningen i plan sender tankerne til en søhest. Bydelen omkring Godsbanen er i hastig udvikling, hvor den ene bygning efter den anden vokser op af jorden, heriblandt den nye arkitektskole i byen.

CUBO Arkitekter, der har tegnet den prisvindende bygning, har haft blik for at nedbringe skalaen i boligbebyggelsen, ligesom valget af materialer gør bygningen mere imødekommende for det enkelte menneske.

Mennesket som udgangspunkt

I stueetagen har man placeret mange fællesfaciliteter og mulighed for mindre erhvervslejemål. Ud mod gadehjørnet ligger et stort lyst fællesrum, som kan anvendes til alt mellem fødselsdage og afdelingsmøder. Fællesrummet er udsmykket af kunstneren Morten Tropp, som også har lavet et vægmaleri i street art-stil udenfor. Til fællesrummet hører et stort køkken.

Ved indgangen til fællesrummet ligger et fælles cykelværksted. Her er anvendt sort Troldtekt akustikloft, der fremmer en god akustik og giver en fin blødhed til rummet. I det fælles vaskerum er ligeledes anvendt Troldtekt.

Fællesfaciliteterne udgør også adgang til otte tagterrasser, som har en skøn udsigt over byen. Facaderne er udført med rødlige beklædningstegl, som giver nogle markante skyggevirkninger og derfor også en stor variation af udtryk i facaden kombineret med stålaltanerne, der har samme farve som teglen.

Den menneskelige oplevelse og adfærd er også tænkt ind i indgangspartierne, som er tilbagetrukne nicher med flader af beton med træforskalling.