Fokus på vand som livsvigtig ressource

Det blanke ydre og den kurvede facade giver den nye bygning en tidløs karakter og et energisk udtryk. Da en stor del af underetagen er transparent, synes den øvre del at svæve, og det er med til at give hele konstruktionen en visuel elegance.

Troldtekt Aqua Globe
Foto: Thomas Mølvig, architect

Skanderborg Forsyningsvirksomhed ligger lige på kanten til et naturskønt område lidt sydvest for byens centrum. Med udsigt til skoven er der opført et nyt cirkulært samlingspunkt for innovation, viden og oplevelser. Som navnet AquaGlobe antyder, handler det om vand og dermed om den mest betydningsfulde ressource på planeten Jorden. Uden rent vand intet liv.

AquaGlobe - Water Solution Center - samler vandbranchens mest ambitiøse aktører for at levere løsninger, der giver adgang til rent vand og sanitet for alle. Her udvikles og testes ny, innovativ og bæredygtig vandteknologi direkte i Skanderborg Forsynings fungerende anlæg og måler den i realtid. Det bidrager til at løfte dansk eksport, sikre lokale jobs og løse den globale vandkrise.

I receptionen bydes man velkommen af en skulpturelt formet skranke, der naturligvis er malet blå som vand. Selve foyerområdet er husets lyse centrum, og det flotte rum fungerer også som showroom. I stuetagen findes desuden kantine med udsigt til skoven mod syd.

Det cirkulære atrium giver en fin kontakt etagerne imellem. På 1.salen er der bl.a. et stort åbent kontormiljø, der har en helt særlig stemning pga. den 360 grader runde form. Her er også diverse møderum og uformelle sofamiljøer til fordybelse eller samtaler. På den øverste etage ligger også omklædningsrummene for de ansatte, der arbejder i ’marken’.

Den meget åbne rumstruktur er naturligvis en udfordring rent akustisk. Det er imidlertid lykkedes at skabe et behageligt lydmiljø med udbredt brug af hvidmalede Troldtekt akustikplader på alle loftsflader. Det skaber ro i det dynamiske hus, og der er mange fine detaljer, hvor loftet fortsætter - som en ubrudt flade - ovenover skillevægge i glas.