Indbydende bilhus

Karlsen Biler i Horsens er en anderledes bilforretning, hvor man bliver mødt af lækre materialer og en elegant iscenesættelse af bilerne, som det selvfølgelig handler om.

Troldtekt træbetonplader sikrer god akustik i kontor og erhvervsbyggeri

Da Karlsen Biler skulle rykke til nye lokaler, fik de hjælp af arkitekt Allan Brunbjerg fra AB Huset. Han har stor erfaring fra boligbyggeri, men det var også netop afgørende, at huset fik noget af boligens hygge.

Bygningen er en standard stålhal, som er klædt i en kombination af stålplader og træ. Bygningen er blevet både isoleret og indrettet med gulvvarme. Bilerne står i et område med store fliser, mens man som kunde modtages på et trægulv med sildebensmønster.

Lofterne er beklædt med sorte Troldtekt akustikplader, der giver en fin sammenhæng i hele rummet og sikrer en behagelig akustik for medarbejdere og kunder. Ifølge Allan Brunbjerg er den sorte farve valgt for at understrege ”hulestemningen”.

Design sælger design

Centralt i rummet er placeret et større møbel i mørkt træ, som giver en opdeling af det større rum, og som giver plads til en hjemlig bar, der byder på kolde og varme drikke. Allan Brunbjerg fortæller:

”Det har været en spændende opgave for mig som arkitekt at byde ind med idéer og skabe et sted med god og hjemlig stemning, så kunden kan slappe af og tage stilling til sit bilkøb”.

Der er mange fine detaljer som indkig til værkstedet og New Yorker vinduer til kontoret, som gør stedet til en lidt anderledes bilforretning. Her møder man bilerne i en god stemning skabt af en arkitektonisk forståelse for kundernes samlede oplevelse af et sted.