Elegance på arkitekternes eget kontor

Arkitekterne Krook og Tjäders kontor i Kristianstad er rykket ind i nye lokaler med blandt andet sortmalet Troldtekt.

I Kristianstad er arkitektfirmaet Krook & Tjäder med sine knap 50 medarbejdere flyttet ind i et nyrenoveret kontor i den centrale del af byen tæt på hyggelige cafeer, kanalen og grønne parker.

Krook & Tjäder er en af Sveriges største arkitektvirksomheder med over 300 ansatte, der arbejder med både nationale og internationale projekter inden for byplanlægning, landskab, arkitektur, indretning og produktdesign. Virksomheden har kontorer i både Sverige og Norge.

Ud over i Kristianstad er Krook & Tjäder i Göteborg, Stockholm, Malmø, Borås, Halmstad, Uppsala, Östersund, Karlstad og Oslo.

 

Sort som ramme

På kontoret i Kristianstad er sortmalede områder med ligeledes sortmalede Troldtekt akustikplader valgt til de separate afsnit med køkken og frokostområde samt gangarealer. På den måde sker der et tydeligt skift, når man går væk fra skrivebordsområdet, som er holdt i hvide farver, og ud efter en kop kaffe eller til en snak med kollegaen.

Den sorte farve spiller elegant sammen med varmen fra træ, der er anvendt til panelerne på vægge.