Bæredygtighed, håndværk og taktilitet

…er kodeordene for den unge tegnestue i Aarhus. På Institut for (X) ved Godsbanen har de tre studerende bag tegnestuen FEM opført deres eget kontor, hvor netop bæredygtighed, håndværk og taktilitet går op i en højere enhed.

Loftsbeklædning med akustikplader fra Troldtekt i kontorbyggeri
Foto: Helene Høyer Mikkelsen, architect

Tegnestuens kontor er tegnet og bygget med tanke på at minimere arealet og samtidig holde et højt niveau for materialitet og håndværk. Med enkle greb, som en lille niveauforskel og en god loftshøjde, bliver rummet indtagende, yderligere forstærket af de store vinduespartier, der er genbrugt fra Aarhus Universitet.

Bygningen indgår i det aarhusianske kontorfællesskab Institut for (X), og derfor har det været nødvendigt at indtænke stabling som koncept. Kontoret er derfor udført med udgangspunkt i en klassisk container tilføjet en indendørs svalegang. Kontoret har samtidig fået tilføjet et udhæng, som gør den samlede højde mindre voldsom.

Træ inde, ude og på loftet

På de 21 kvm er der blevet plads til både en køkkenafdeling, spiseareal, toilet, et soveareal og 4 kontorpladser. Det er tegnestuen FEM's filosofi at vise, hvordan veltænkt indretning og kvalitetsmaterialer bør have prioritet over kvadratmeter. Ved at indskrænke sig kan man i stedet bruge sin energi og kapital på materialer og design der holder i længere tid. Begge dele er samtidig en gevinst for miljøet.

Materialerne, der er anvendt, er uslebne, for at oplevelsen bliver taktil og kropslig. Bygningen skal slides og bruges for at vise den patinering, som velanvendte materialer kan skabe. Troldtekt akustikplader som loftbeklædning er et fint eksempel på det bevidste valg af materialer.

”Vi har valgt at bruge Troldtekt både på grund af indeklima og akustik. Det er perfekt. Samtidig gør træfibrene i pladen det let af aflæse, at man har at gøre med et naturprodukt, og den transparens i materialet er vi begejstrede for” - Frederik Ravn.