Slap af i behagelige omgivelser
Der er steder, hvor man som gæst bliver budt velkommen, som var man en gammel ven. Indenfor tilbydes den perfekte ferieoplevelse, hvor gæsten mødes med både varme og spændende oplevelser, og hvor man forlader stedet med masser af gode minder. Artus Resort er et sådant sted og passer godt både til dem, der drømmer om fred og ro, og dem, der ønsker spændende oplevelser.
Artus Resort i Polen er en unik kombination af det 3-stjernede Hotel Artus og en ny udvidelse, der hedder Sowia Dolina. Stedet, der kombinerer topmoderne faciliteter med 120 års traditionsrig historie, ligger i Wilcza Poręba, den mest prestigefyldte del af Karpacz, i nærheden af bjerget Śnieżka.
Arkitektfirmaet Razoo blev for tredje gang bedt om at stå for udvidelsen af Hotel Artus. Denne gang drejede det sig om fællesområder på stedet: reception, hall, swimmingpool, restaurant, konferencelokaler og legerum til børn. Deres koncept har fokuseret på diskret elegance understreget af stærke farver, naturlige materialer og lokalt kunsthåndværk. De farver, der er blevet brugt til interiøret, er marineblå, grøn og lys pink.
Bygherren kan nu tilbyde 78 standardværelser på Hotel Artus og 75 suiter på Sowia Dolina. Alle værelserne har et højt komfortniveau, er veludstyrede og byder på uforglemmelige udsigter. Under opholdet kan gæsterne benytte sig af hotellets sauna, fitness- og genoptræningscentre, jacuzzi og hobbyrum. Man kan også tage sig en omgang bowling eller squash, mens børnene leger på legepladsen. Der er mulighed for at afholde grill- og karaoke-fester. Desuden er der tre konferencecentre.
For at opfylde de højeste krav til suveræn akustik besluttede arkitekterne, at der skulle monteres Troldtekt-plader i restauranten og i konference-/træningsområder. Akustikpladerne er fremstillet af træ og cement og er meget effektive med hensyn til lydabsorption. Samtidig giver træbetonplader et sundt indeklima og effektiv brandsikring og supplerer på perfekt vis rummenes struktur og design.
Arkitekterne udtaler: ”For at understrege den rå struktur har vi brugt naturligt, lokalt træ (eg og gran), artistisk betonpuds og akustisk loftbeklædning med træfibre. Disse plader er monteret i en del af den permanente restaurant og desuden i de rum, der, når der er behov for det, kan ændres til en stor festsal eller til tre mindre konferencelokaler ved hjælp af opdeling med mobile vægge.”
”Denne løsning giver mange forskellige muligheder, og derfor har vi brugt forskellige farver på pladerne. Vi har desuden valgt store plader for at begrænse antallet af samlinger, selvom samlingerne er skjult, samt stærke, rå strukturer med plader i grå og dybt grønne farver.”
Farverne tilføjer karakter og lokalfølelse. Arkitekterne har også inviteret polske kunstnere til at bidrage med individuelle ideer, såsom store lamper fremstillet af snore over buffeterne, store kunstværker af regionale landskaber over trapperne samt 3 meter-lamper over swimmingpoolen.