Bühlmann Airport Hotel - Aalborg

I Aalborg ligger en international lufthavn, som både er en kommerciel succes og en arkitektonisk perle. Nu er der opført et stilrent og moderne hotel, som er placeret få skridt fra den langstrakte terminal. Navnet er Aalborg Airport Hotel, og det er en del af kæden Familien Bühlmann, som består af i alt fire hoteller i Nord- og Vestjylland. Hotellerne har hver deres unikke charme og særpræg.

Troldtekt, Aalborg Airport Hotel
Foto: Thomas Mølvig, architect MAA

Den lysegrå bygning rejser sig som en retlinet skulptur på parkeringsarealerne. De vertikale vinduespartier understreger højden og bidrager med en grafisk virkning, - også når mørket falder på og lyset tændes. Facaderne er udført i betonelementer med en delikat bræddestruktur, som giver de store flader karakter. Det er en enkel og fin detalje, der gør huset mere imødekommende og eksklusivt.

Foyeren er opdelt i tre sammenhængende områder med henholdsvis reception, morgenmadscafé og lounge. Stilen er rendyrket”new nordic” og afslappet på den gode måde. Også i interiøret går den grove bræddestruktur igen i betonvæggen i loungen, og det skaber en dejlig rå karakter sammen med Troldtekt pladerne. De gennemgående lyse lofter binder - sammen med de gråsorte gulve - hele stueetagen sammen til en visuel helhed.

Der er i alt 64 dobbeltværelser, der kan bookes til absolut rimelige priser. Der er også mulighed for at leje kontorlokaler på dags-, uge- eller månedsbasis - noget som ikke tidligere er set på hoteller i Danmark. Allerede nu er der planer om en udvidelse af kapaciteten med yderligere 52 værelser.