Kultursal inviterer byen indenfor

Det Grønlandske Hus bygger bro mellem Grønland og Aarhus.

Lydabsorberende træbetonplader fra Troldtekt anvendes ofte som akustikloft i kulturbyggeri
Foto: Thomas Mølvig, arkitekt

I 40 år har Det Grønlandske Hus været en del af det fine gamle villakvarter ved Dalgas Avenue og Filtenborg Plads. På trods af den attraktive beliggenhed, er det nok de færreste aarhusianere, der har været klar over, at den hvide villa er en slags ”ambassade” for Grønland. Nu åbner en ny tilbygning op for aktiv dialog med omverdenen, og det gør den med stil.

Kultursalen er beskeden i størrelse, men alligevel en bygning med pondus. Den spiller op til omgivelserne og den gamle blodbøg på grunden er en del af kompositionen. Det er arkitektfirmaet Rubow Arkitekter, der har tegnet huset, og de beskriver ideen på denne måde:

”Huset er inspireret af sindbilledet på et grønlandsk hus. Et knapt og skarpskåret træhus med saddeltag. Den rene og præcise form respekterer stedets arkitektur samtidig med at materialevalg og proportioner står i kontrast til denne.”

Kultursalen er egentlig en stålkonstruktion, men den er fornemt beklædt med ru trælister på både facader og tag. Selve hovedindgangen ligger i mødet mellem den eksisterende villa og den nye tilbygning. Gennem vinduer fra gulv til loft er der indkig fra gaden og mod syd er der placeret en markant karnap, der bryder facadens lige linje.

Det indre matcher det ydre

I foyeren mødes den eksisterende villa med Kultursalen, som dermed kan bruges separat ved arrangementer, der ikke direkte involverer resten af Det Grønlandske Hus. Selve salen afspejler fuldstændig husets ydre form. En sort foldevæg gør det muligt at opdele rummet i to, men loftet er synligt i hele rummets længde via et højtsiddende glasparti. Den smukke karnap mod syd er både en lysgiver og en siddeplads med udsigt.

Materialerne er enkle trælister, krydsfiner og Troldtekt akustiklofter i farven lys natur med ultrafin struktur. Det giver tilsammen en dejlig let stemning, som emmer af sommerhus og afslappet samvær. Det passer perfekt med intentionen om at være et åbent og uformelt samlingssted for både grønlændere og danskere omkring Grønlands enestående kultur.