Ny bymidte i landsbyen
Den nye kombinerede kommunale bygning, der består af to bygninger i træ, der er gennemstrømmet af lys, sætter sit præg på bymidten i Legau og giver rum til mange forskellige aktiviteter i det aktive landsbysamfund.
Kroen "Zum Löwen" midt i byen Legau findes godt nok ikke længere – men sammesteds har den landlige kommune i Unterallgäu-området nu med den nye kommunale bygning fået et attraktivt midtpunkt i landsbyen med mange anvendelsesmuligheder for de godt 3.000 indbyggere, og som også omfatter en ny kro med servering i haven.
Markant bygningskompleks med central beliggenhed
Den nye bygning er placeret centralt i bykernen op ad kirke, markedsplads, rådhus og børnehave og præsenterer sig som en todelt bygning, der passer harmonisk ind i omgivelserne og med to gavle, der visuelt præger markedspladsen. De to bygninger, der er let forskudt for hinanden, er forbundet via en passage i den nederste etage, og er udført som en trækonstruktion.
De to bygninger er bygget efter Effizienzhaus 55-standarden, med opvarmning og køling via gulvvarme med grundvandsvarmepumpe og kedel ved spidsbelastninger. De lyse træfacader med granlister i forskellig tykkelse og bredde samt de store vinduespartier virker allerede tiltrækkende på de besøgende udefra.
Lyst grantræ giver en naturlig og behagelig atmosfære
I bygningens indre, der er gennemstrømmet af lys, er der plads til knap 500 gæster i den store, lyse sal. Derudover er der en mindre sal, et antal rummelige foyerer med højt til loftet, en krostue med plads til ca. 60 personer samt køkkener og en keglebane. Vægge, lofter, vinduer og trapper er domineret af lyst grantræ og udstråler en naturlig og behagelig atmosfære.
Akustikpladerne i loftet udgør et karakteristisk designelement
I den store forsamlingssal og i foyeren er der monteret lysegrå Troldtekt akustikplader i loftet. De er monteret som stribeformede, store akustikflåder, der har et stærkt designmæssigt udtryk. Mellemrummene mellem elementerne giver på den måde et kig til den sorte tag- og loftskonstruktion eller forsyningsledningerne.