Arkitektens egen bolig

Tæt på Rebild bakker ligger denne gennemførte, nybyggede villa. Villaen er tegnet af arkitekt Lotte Holmgaard Stær, som faldt for den naturskønne grund beliggende i kanten af byen med fredet natur i baghaven. Her kan hverdagen med skolebørn forenes med ro og rum til fordybelse, og herfra driver hun også sin egen arkitektvirksomhed.

Foto: Helene Høyer Mikkelsen, architect Jens Dresling/Ritzau Scanpix

Boligens arkitektur afspejler tydeligt en forståelse og respekt for beliggenheden og det omkringliggende landskabs terræn. Boligen åbner sig op mod landskabet, og sigtelinjerne har tydeligvis dannet grundlag for arkitekturen. Flere niveauer i huset, som følger det faldende terræn, accentuerer kontakten til landskabet og muliggør en flydende sammenhæng mellem niveauerne og husets uderum.

Kolumba tegl med det karakteristiske aflange format slår den horisontale fortælling an allerede udefra og teglvæggene fortsætter også indenfor. Smukke betongulve i alle rum og uderum giver fornemmelsen af en flydende sammenhæng, som er yderligt forstærket af hvide Troldtekt akustikplader på alle lofter. Stær Arkitektur har bevidst valgt typen uden fas for at skabe et homogent udtryk, der gør lofterne til en serie samlede flader.

Sammenhæng mellem arkitektur og natur

Husets to store, overdækkede terrasser ligger begge med udgang fra det store køkken-alrum, som ligger på det nederste niveau. Men fra børnenes fælles aktivitetsrum er der også udkig til terrassen og ligeledes direkte adgang til naturen lige udenfor. Stuen og soveafdelingen er trukket et niveau op fra køkken-alrummet uden at være løsrevet fra husets midte.

Lotte Holmgaard Stær driver tegnestuen Stær Arkitektur og arbejder ofte fra kontoret hjemmefra. Hun oplever, at kunderne bliver inspireret af familiens bolig, hvor gedigne materialer er kombineret på en måde, som virker både tidløst og stemningsfyldt.

”Som arkitekt skaber man rammerne om folks liv og derfor er min vision som selvstændig at gøre mig umage”, siger Lotte og fortsætter – ”Jeg har stort fokus på detaljens indvirkning på helheden og arbejder derfor i den kreative proces integreret mellem det æstetiske udtryk, funktionelle aspekter og tekniske overvejelser. En bolig skal være smuk, men opgaven er kun løst, hvis også den fungerer i praksis. Derfor er bl.a. akustikken et vigtigt element, og jeg er stor fan af Troldtekt, da loftet, som her i vores egen bolig, muliggør brugen af de andre hårdere materialevalg”.