Bæredygtigt kulturhus

Skanderborg Fælled er er en moderne version af rådhuset. Et offentligt sted, hvor borgerne både kan opsøge borgerservice, men også gå til koncert eller håndbold. At skabe et nyt samlingspunkt handler også i høj grad om synergi og bæredygtighed.

Troldtekt, Skanderborg Fælled
Foto: Helene Høyer Mikkelsen, architect

Et vellykket arkitektonisk samspil mellem bygningskroppene i Skanderborg Fælled giver et enestående hus, hvor politi, borgerservice og håndboldhal er under samme tag. Administrationsdelen er DGNB-certificeret i platin, hvilket kommer til udtryk gennem mange konkrete løsninger og materialevalg, men også i høj grad stedets multifunktionelle og brugervenlige faciliteter.

Borgerservice og hallen er adskilt af en dobbelt glasvæg med kunstnerisk udsmykning af Vibeke Tøjner. En elegant måde at åbne op og udsmykke flere rum på én gang. Den dobbelte sportshal kan deles op i to afdelinger og anvendes til mange typer arrangementer. Der er næsten 1600 siddepladser ved fx en håndboldkamp, og er det en koncert, kan over 4000 mennesker deltage i begivenheden.

Akustik til musik 

Multihallen i Skanderborg er den første sportshal, der er bygget til musik. Det vil sige, at akustikken er tilpasset en situation med en koncert i hallen, hvor lyden fungerer rigtig godt. Schmidt, Hammer & Lassen Architects har arbejdet meget med at skabe en god akustik gennem bearbejdning af fladerne, men samtidig skabt et smukt rum med meget dagslys, hvorved rummet ikke ligner de fleste multihaller.

Troldtekt akustikplader er anvendt på de store vægflader og regulerer efterklangstiden. Pladerne er opsat i forband og giver en rolig baggrund. Sorte gardiner ved vinduerne gør det muligt at mørklægge rummet. Fra hallens gulvplan er der døre til det fri, så arrangementer kan foregå både inde og på pladsen udenfor.