Sanselige materialer til nyt friplejehjem

Omgivet af store træer kan beboerne følge årstidernes gang udenfor deres karnapvinduer i det nybyggede friplejehjem, men også i det store, grønne gårdrum kan beboerne nyde den frodige have.

Loftsbeklædning med akustikplader fra Troldtekt i sundhedsbyggeri

Fribo Greve er et netop indviet, privatdrevet friplejehjem med i alt 75 boliger. Det er udviklet for Greve Kommune i samarbejde med NREP, og Nordic Office of Architecture har tegnet projektet, som er blandt de første moderne friplejehjem i landet.

Træ er et gennemgående materiale i Fribo, selvom det som udgangspunkt er klædt i tegl. Bygningen er opført i tre etager, hvor den nederste etage med indgangsparti og fællesfaciliteter har lodrette trælister på facaden. Alle boliger ud til gaden har karnapper på anden og tredje etage, som også er med trælister, hvilket giver bygningen en human skala og naturligvis et større udsyn fra boligerne. Den karréformede struktur indrammer haverummet, som er en stor kvalitet ved Fribo plejehjem.

De indvendige facader er stort set også klædt i træ, hvilket understreger en mere sanselig inderside af byggeriet. Gården er med grøn beplantning og indrettet med små, møblerede terrasser i sol eller skygge samt med drivhus og en lille sø i midten.

 

Et trygt hjem for beboerne

Et friplejehjem er et privatejet plejehjem, som har en privat finansiering udover det offentlige tilskud. Friplejehjem er ikke direkte offentligt reguleret ligesom med selvejende institutioner, hvilket giver friplejehjem som Fribo Greve mere selvbestemmelse i forhold til, hvordan de tilrettelægger stort som småt i hverdagen. 

I Fribo Greve er fokus på at bringe beboerne sammen og sørge for trygge og hjemlige omgivelser. Derfor tager arkitekturen udgangspunkt i at skabe fællesskab, aktiviteter og udsyn til omverdenen gennem en lys og venlig indretning med flere fælles faciliteter.

Der bliver blandt andet bygget en ny daginstitution ved plejehjemmet, så generationerne kan møde hinanden og dele hverdag.

 

Godt indeklima uden træk

Fra gården på Fribo kan man via et stort glasparti se ind til det gennemgående trapperum, hvilket gensidigt er med til at skabe orientering i bygningen. Trappen er udført med fine detaljer i træ. Haverummet kan også nydes fra de store terrasser, der hører til hver fælles opholdsstue. Troldtekt akustikplader med skjult ventilation er valgt som lydabsorberende materiale til alle fællesrum. En taktil flade, som understreger indretningen med træbaserede materialer og lyse naturlige farver.

Nordic Office of Architecture (tidligere Rubow Arkitekter), som har tegnet plejehjemmet, fortæller, at de har gode erfaringer med Troldtekt ventilation fra et tidligere plejehjemsprojekt, idet Troldtekt ventilation fungerer ved diffus indblæsning, der ikke giver træk. Derfor er denne løsning også valgt til Fribo Greve i de fælles opholdsrum.