Ny skole samler flere faciliteter
Med Høje Taastrup Børne- og Kulturhus er skole, dagtilbud og fritidsaktiviteter tænkt sammen i én bygning. Her er valgt Troldtekt til lofter og udvalgte vægge for at sikre god akustik i skolens mange områder.
I januar 2023 kunne det nybyggede Høje Taastrup Børne- og Kulturhus åbne dørene til en ny type skole. Bygningen udgør 9.500 kvadratmeter og rummer både vuggestue, børnehave, SFO og skole op til 6. klasse samt kommunens musikskole, billedskole og dramaskole.
Christensen og Co. Arkitekter har sammen med Kjaer & Richter Architects tegnet Børne- og Kulturhuset.
– Det er første gang i Danmark, at dagtilbud, skole, SFO og kulturaktiviteter er samlet under samme tag. Børne- og Kulturhuset bliver et anker for den lokale bevidsthed og et mødested for en mangfoldighed af daglige brugere, siger Mikkel Sørensen, arkitekt og partner hos Christensen & Co Arkitekter.
Klynge-arkitektur
Bygningen er opført til at kunne rumme flere aktører og typer af aktiviteter på forskellige tider af døgnet. Den består af to idrætssale, en motoriksal, to billedkunstlokaler, seks musiklokaler og lyd- og medierum foruden de mange undervisningslokaler og daginstitutionerne.
– Børn og unge er naturligt børnekulturhusets kernebrugere, og vi har arbejdet målrettet med arkitekturen for at skabe en følelse af ejerskab og tilhørsforhold for denne brugergruppe. En måde, vi har gjort det på, er ved at nedbryde husets skala i mindre enheder, da det skaber tryghed og overblik, siger Mikkel Sørensen.
Skolen er opbygget med fire såkaldte kulturklynger – musik, teknologi, kreativitet og bevægelse – som har hver sin visuelle karakter. Et kulturtorv med en trappe i midten udgør ’hjertet’ og det såkaldte kulturtorv.
Bløde og hårde materialer
Høje Taastrup Børne- og Kulturhus’ indre og ydre tager udgangspunkt i de samme typer materialer – tegl, beton, træ og glas. Indvendigt er det holdt i lyse og luftige nuancer med masser af dagslys, og klyngernes særskilte design træder tydeligt frem.
Til de neutrale vægge er der valgt en let lysegrå farve, der toner lyset lidt ned og gør det mere behageligt for øjnene. Gulvene er af linoleum i nedtonede pastelfarver som modvægt til de mere rå overflader i beton og stål. Samtidig er farveskift i gulvbelægningen med til at indikere zoneskift og wayfinding. Det fortæller Mikkel Sørensen og tilføjer:
– De naturlige overflader i varme nuancer som for eksempel træ danner en rolig og harmonisk facade, som patinerer smukt og kan tåle det slid, en undervisningsbygning er udsat for, siger Mikkel Sørensen.
Troldtekt sikrer god akustik
Der er valgt flere varianter af Troldtekt akustikløsninger til lofterne for at bidrage til et sundt indeklima med behagelig akustik. Rundt på skolens almindelige arealer er der Troldtekt i lys natur, og i hallerne er der monteret grå Troldtekt akustikplader som en vægløsning.
– Ud over de gode akustiske egenskaber giver Troldtekt et naturligt varmt look, der supplerer de øvrige overflader på en harmonisk og sammenhængende måde. Det giver et roligt helhedsindtryk i rummene, lyder det fra Mikkel Sørensen, arkitekt og partner hos Christensen & Co Arkitekter.