Nye designløsninger er nomineret til en German Design Award

 

De karakterfulde akustikplader Troldtekt v-line er nomineret til den prestigefulde German Design Award 2023. Med diskrete v-spor giver Troldtekt v-line 1way og 2way en elegant, ensartet loftsflade og sikrer samtidig god akustik i rummet.   

03.10.2022

Troldtekt er igen med i opløbet om den prestigefulde German Design Award 2023, som German Design Council står bag. De to nye designløsninger Troldtekt v-line 1way og 2way er nomineret i hovedkategorien ’Excellent Product Design’ og underkategorien ’Building and Elements’.  

Troldtekt v-lines overflade med fræsede v-spor giver et elegant udtryk, hvor sporene fortsætter hen over den samlede loftsflade. Løsningerne er blandt andet velegnede til kontorer og private hjem, hvor både akustik og æstetik spiller en vigtig rolle.  

– Vi vil give arkitekter og bygherrer fuld frihed til at designe karakterfulde rum med god akustik. Når vi lancerer nye løsninger, lægger vi stor omhu i designet og tager arkitekter med på råd undervejs. En German Design Award er et af de fineste kvalitetsstempler, der viser, at markedet tager godt imod det nye design, siger Jesper Kvist, som er Country & Business Development Manager i Troldtekt GmbH. 

En jury med blandt andet professorer, designere og arkitekter vælger ultimo oktober vinderne af årets priser, som bliver uddelt ved en prisceremoni i februar 2023.   


Adskiller sig fra øvrige designløsninger 

De to varianter af Troldtekt v-line blev lanceret i foråret 2022 som tilføjelser til Troldtekt designserien, der dermed tæller 11 løsninger. Den samlede serie med de oprindelige ni løsninger har tidligere vundet en German Design Award 2020.  

Troldtekt v-line adskiller sig ved, at de er baseret på de klassiske 25 mm Troldtekt plader, mens de øvrige løsninger i designserien er baseret på 35 mm plader. Varianterne af v-line er dermed lettere i vægt og kan også produceres til en meget konkurrencedygtig pris. 

– Målet med de to nye løsninger er at gøre vores designløsninger tilgængelige i endnu flere projekter. Ud over at pladerne adskiller sig ved at være 25 mm, er de med v-spor, som har en lavere dybde end de rektangulære spor i Troldtekt line, og derved får de et lidt mere diskret udtryk, siger Michael Christensen, in house-arkitekt hos Troldtekt A/S og designeren bag hele designserien. 


God akustik, karakterfuldt design og sundt indeklima

Designløsningerne gør det muligt at kombinere god akustik og karakterfuldt design med et sundt indeklima. Ligesom de øvrige Troldtekt træbetonprodukter er Troldtekt v-line certificeret på guldniveau efter det cirkulære designkoncept Cradle to Cradle. Certificeringen gælder både for plader i natur og malet i de populære standardfarver hvid, sort og grå. 

Desuden er det muligt at få Troldtekt v-line baseret på cementtypen FUTURECEM™, der har et reduceret CO2-aftryk sammenlignet med traditionel cement. 

FAKTA: Troldtekt v-line 1way og 2way 

  • De nye Troldtekt v-line har enten seks eller ti fræsede v-spor i hver akustikplades overflade.
  • På pladernes lange kanter er der fræset et halvt spor, så der opstår et ekstra spor, når to plader monteres ved siden af hinanden.
  • Forskellen mellem varianterne 1way og 2way skal findes på pladernes korte kanter. Her har 1way rette kanter, mens 2way har samme halve v-spor som på de lange kanter.
  • Troldtekt v-line er baseret på de klassiske 25 mm Troldtekt akustikplader. 

Læs mere om Troldtekt v-line 1way 

Læs mere om Troldtekt v-line 2way 

FAKTA: Om German Design Award 

  • German Design Award uddeles for tiende gang af German Design Council, som er stiftet i 1953, og som i dag er et af verdens førende videncentre for design. Læs mere på www.german-design-council.de 
  • Der uddeles i 2023 priser i 68 kategorier under de tre overordnede temaer Excellent Architecture’, ’Excellent Communications Design’ og ’Excellent Product Design’. 
  • Priserne overrækkes officielt i februar 2023.