Troldtekt v-line vinder en ICONIC AWARD 2023

Troldtekts nyeste designløsning med diskrete v-spor i overfladen er blandt vinderne ved ICONIC Awards 2023: Innovative Interior. German Design Council står bag den prestigefulde designpris.

03.04.2023

German Design Council, som også uddeler blandt andet German Design Awards og German Innovation Award, har nu løftet sløret for årets vindere af prisen ICONIC AWARD: Innovative Interior. Her løber designløsningen Troldtekt v-line med prisen i kategorien ’Produktdesign – væg, gulv og loft’.

Formålet med prisen er at hylde de bedste spillere på markedet inden for design og nytænkning af interiør. En international ekspertjury har valgt Troldtekt v-line som vinder.

– Vi er stolte over, at German Design Council endnu engang har valgt at hædre en ny akustikløsning fra Troldtekt. Det er med til at understrege, at vi udlever vores værdi om at være innovative. Prisen vækker genklang blandt arkitekter og er med til at bane vej for, at Troldtekt v-line kan komme ind i endnu flere kontor- og boligprojekter, siger Steffen Riedmann, som er Country Manager i Troldtekt GmbH.

Prisen overrækkes officielt ved en ceremoni 3. juni 2023 på Design Post i Köln. Herefter åbner udstillingen for ICONIC AWARDS 2023, hvor besøgende kan se alle de nominerede produkter.

Populært til god akustik og visuel ro

Vinderløsningen Troldtekt v-line sikrer god akustik i blandt andet bolig og kontorer. Den fås i to varianter: Troldtekt v-line 1way og Troldtekt v-line 2way. Begge er med diskrete v-spor fræset i overfladen. Hver plade har enten ti eller seks spor med ens afstande imellem sporene.

Med 1way får du et roligt udtryk med lange, gennemgående linjer, som man også kender fra listelofter. Når du vælger 2way, bliver de langsgående spor brudt af tværgående spor, hvor pladernes ender mødes. En hvid eller lys variant af 2way giver et karakterfuldt mønster, som træder tydeligt frem i rummet.

Ligesom de øvrige Troldtekt akustikplader består Troldtekt v-line af dansk træ og cement. Pladerne i både natur og standardfarver har opnået guldcertificering efter det bæredygtige designkoncept Cradle to Cradle.

FAKTA om ICONIC AWARDS: Innovative Interior

  • ICONIC AWARDS: Innovative Interior hylder de bedste interiørløsninger i ni kategorier. Troldtekt v-line er vinder i kategorien ’Produktdesign – væg, gulv og loft’.
  • Det tyske designråd – German Design Council – står bag prisen.
  • I 2022 var 540 løsninger fra 26 lande indstillet til prisen, hvor en fagjury med arkitektur- og designeksperter vælger vinderne.