Kløverbakken i Odder er ’Årets Bæredygtige Træbyggeri’

Troldtekt akustikplader spiller en prominent rolle i bofællesskabet Kløverbakken, der netop har modtaget den prestigefulde pris som ’Årets Bæredygtige Træbyggeri’. Det blev afsløret på Build in Wood-konferencen.   

26.05.2023
Troldtekt akustiklofter er det naturlige valg til at sikre god akustik og et sundt indeklima i bl.a. boligbyggeri

Der er plads til alle aldre i det nye bofællesskab Kløverbakken i Odder. Byggeriet henvender sig med seks forskellige boligtyper til både singler, børnefamilier og seniorer. Her er filosofien, at alle tilfører fællesskabet værdi, og at mangfoldighed skaber forståelse, ansvar og sammenhold.

Valget af materialer spiller en stor rolle i projektet, og det er også grunden til, at Kløverbakken nu har modtaget prisen som Årets Bæredygtige Træbyggeri 2022. Prisen er uddelt for første gang i år i forbindelse med Build in Wood-konferencen, der løb af stablen den 23. og 24. maj 2023 i København.  

Ud over fokus på fællesskabet adskiller Kløverbakken sig også ved sine mange tiltag for øget bæredygtighed. Byggeriet har et meget lavt klimaaftryk per beboer med 7,3 kg CO2e/m2/år. Til sammenligning er grænseværdien i de nye klimakrav til nybyggeri over 1.000 m2 på 12 kg CO2e/m2/år.

Thybo har været bygherre og entreprenør, mens Tegnestuen Arken har været arkitekt og rådgivende ingeniør i projektet.

Troldtekt akustiklofter er det naturlige valg til at sikre god akustik og et sundt indeklima i bl.a. boligbyggeri

Dommerkomité: Et utrolig fascinerende projekt

Alle husene i Kløverbakken er bygget i træ, og Troldtekt akustikplader – hvor træ også er en primær råvare – bidrager til et sundt indeklima med god akustik i både fællesrum og badeværelser.

Sekretariatsleder i Træ i Byggeriet, Lauritz Rasmussen, som også er med i dommerkomiteen, kommer med følgende begrundelse for, at Kløverbakken modtager prisen som ’Årets Bæredygtige Træbyggeri’:

– Bofællesskabet Kløverbakken er et utrolig fascinerende projekt og ikke kun i en træmands øjne. Aktørerne bag projektet har nemlig i fællesskab formået at opføre en lille landsby i samarbejde med de fremtidige beboere, der har haft stor indflydelse på materialevalg, udformning og beplantning.

– Resultatet er 58 boliger opført i træ og med en væsentligt mindre størrelse end landsgennemsnittet, hvilket også sparer CO2 per beboer. Beboerne har adgang til sociale mødesteder i form af fælleshus og et orangeri, mens beplantningen består af stedhørende arter for at fremme den lokale biodiversitet.

Du kan læse mere om brugen af træ i byggeri på vores temaside her

 

Se flere billeder fra projektet her

Fakta om Kløverbakken:

  • Samlet klimapåvirkning: 7,3 kg CO2e/m2/år
  • Certificering: DGNB Guld eller Platin (afventes)
  • Areal: 6.000 kvadratmeter
  • Partnere i byggeriet: Thybo (bygherre og entreprenør), Tegnestuen Arken (arkitekt og rådgivende ingeniør)