Hotel Koldingfjord er ’Danmarks Bedste Venue 2023’

Konferencegæsternes evalueringer betyder, at det elegante hotel ved Kolding Fjord løber med prisen som årets bedste. Troldtekt akustiklofter med skjult Troldtekt ventilation er med til at sikre et sundt indeklima i hotellets to eksklusive konferencesale.

20.04.2023

Med plads til henholdsvis 250 og 300 gæster danner Bøgesalen og Magnoliesalen på Hotel Koldingfjord ramme om alt fra generalforsamlinger og undervisning til bryllupper og firmafester. Nu har hotellets konferencegæster for andet år i træk kåret hotellet som ’Danmarks Bedste Venue’. Prisen, der før hed ’Danmarks Bedste Konferencecenter’, bliver uddelt af brancheforeningen Danske Konferencecentre.    

I et opslag på Hotel Koldingfjords Instagram-profil siger hotellets adm. direktør, Peder J. Madsen:

– Hver eneste af mine kollegaer på hotellet er hver dag med til at skabe værdifulde relationer til gæsterne. Det belønner gæsterne os for i dag, og jeg kunne ikke være stoltere af mine kollegaer, der har leveret en kolossal indsats i en travl periode siden corona.

Netop Peder J. Madsen kan du høre mere fra, når Troldtekt A/S er vært for en Green session på Building Green i Aarhus. Her vil han fortælle om det sunde indeklima i hotellets to store konferencesale.

Frisk luft og god akustik til gæsterne

Under en renovering og ­udvidelse i 2015 blev der i Bøgesalen og Magnoliesalen installeret Troldtekt akustiklofter med skjult Troldtekt ventilation. Den friske luft strømmer ind ved lavt tryk via aktive akustikplader, som udgør en del af Troldtekt loftet. ­Selve akustikloftet fungerer på den måde som indblæsningsflade – uden at der opstår træk eller støj.

– Vi oplever, at indeklimaet i konferencelokalerne overgår gæsternes ellers høje forventninger. Ventilationsløsningen sørger for, at luften bliver jævnt fordelt i lokalet, samtidig med at lofterne sikrer god akustik, siger Peder Madsen i denne artikel.

I begge konferencelokaler kan gæsterne nyde godt af en rumhøjde på næsten fem meter. Det kan blandt andet lade sig gøre, fordi de tekniske installationer til ventilations­systemet er monteret i enderne af lokalerne.

 

Læs mere, og se flere fotos fra Hotel Koldingfjord